På GDT-auktionen den 18. august steg prisindekset på mælk for første gang i fem måneder. Og der ser ud til at den postivie tendens fortsætter. På gårsdagens auktion hos den newzealandske Global Dairy Trade steg indekset med 10,9 procent. Dermed er indekset steget med 25,7 procent siden midten af august.

Det samlede GDT-indeks er nu på 654. Til sammenligning var GDT-indekset så højt som 1.482 i februar 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stigning uge 34

Skummetmælkspulver: 11,7 procent

Kasein: 6,3 procent

Sødmælkspulver: 12,1 procent

Smør: 8,1 procent

Mælkefedt: 11,7 procent

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kærnemælkspulver: 30,0 procent

Cheddag: 4,7 procent

Prisfald uge 34

Laktose: - 4,0 procent

Optimisme hos LMO

Hos rådgivningsvirksomheden LMO giver tirsdagens auktion håb om en forsigtig tro på bedre tider for mælkeproducenterne. Cheføkonom hos LMO, Hans Fink, forventer, at sommerens katastrofalt lave priser har nået et vendepunkt.

- Resultatet fra den new zealandske mælkeauktion tirsdag viste en prisstigning på 10,9 procent. Sammenholdt med at prisen ved auktionen for to uger steg med 14,8 procent, er det et meget vigtigt signal om, at priserne også i vores del af verden kan ændre sig på et tidspunkt, siger Hans Fink, cheføkonom i LMO. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser traditionelt, med fire-fem års mellemrum, en prisbund og i den anden ende heldigvis også en pristop. Det er ikke til at sige noget endegyldigt om, hvor længe vi er på bunden, men jeg tror på, at mælkeprisen lige nu har nået en prisbund og forsigtigt kan begynde at bevæge sig op igen.

El Niño

En anden årsag til, at mælkepriserne kan stige, er ifølge Hans Fink vejrfænomenet "El Niño", et vejrfænomen på den sydlige halvkugle, som kan betyde et betragteligt udbyttefald i den new zealandske græsproduktion og dermed også i mælkeproduktionen.

- New Zealand fylder rigtigt meget på spotmarkedet for mælk, så når deres høst påvirkes i så høj grad, som det forventes, kan det reducere udbuddet og dermed give en prisstigning, som i sidste ende kan komme danske landmænd til gode, forklarer Hans Fink.