Fra 2012 til 2013 faldt mælkens celletal i den gennemsnitlige besætning fra 221.000 til 212.000, og dansk mælk leverede fremgang på flere øvrige kvalitetsparametre i 2013 i forhold til 2012. Det gælder ud over celletal også kimtal og antibiotikauheld, når man ser på gennemsnitsbedriften.

Men to mælkeproducenter formåede dog at vise en særlig flot mælkekvalitet målt på alle tre parametre, idet de opfyldte Landbrug & Fødevarer, Kvægs målsætning om, at ingen celletalsmålinger må være over 150.000, ingen kimtalsmålinger over 5.000 og ingen påvisning af antibiotika eller andre hæmstoffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brenderup og Erslev

Det ene er Henrik Petersen, Brenderup, som har en besætning med 200 malkekøer, som malkes i en 2x12 SAC malkestald. Ydelsen er 9.800 kg EKM, og det gennemsnitlige geometriske celletal er 78.000. Kimtallet 3.000, og der har ikke været påvisning af hæmstoffer.

Den anden bedrift er Mette og Klaus Iversen, Erslev. Deres besætning tæller 160 malkekøer, som malkes i en 2x8 DeLaval-malkestald. Ydelsen er 10.500 kg EKM, og her har det gennemsnitlige geometriske celletal været 81.000. Også her var kimtallet 3.000, og heller ikke her blev der påvist hæmstoffer.