Der er høje forventninger til det korps på 12 rådgivere, som har påbegyndt den nye uddannelse, der har fokus på at sænke dødeligheden i kvægbesætningerne. Det skriver Landbrugsinfo.dk.

- Først når køerne holder op med at dø, er den her uddannelse en succes, siger Erling Kristensen, specialdyrlæge og kursusleder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uddannelsen er en direkte konsekvens af en undersøgelse af dødeligheden, som Erling Kristensen og Esben Jakobsen, ligeledes specialdyrlæge, lavede for Videncentret for Landbrug, Kvæg i 2012.

Deres analyser af rådgivningsforløb i besætninger med høj dødelighed viste, at der er behov for såvel faglig som procesmæssig opkvalificering af rådgivningen inden for området.

Man skal vide ikke tro

Uddannelsen har i første omgang fokuseret på, i hvor høj grad såvel rådgiverens som landmandens viden er faktuel - eller reelt kun en formodning.

Ifølge Esben Jakobsen er erfaringerne fra projektet, at der ofte er brug for mere reel viden om årsagen til den forhøjede dødelighed, før der bliver lavet en handlingsplan for indsatsen.

- Derfor sætter vi fokus på den store forskel, der er i dokumenteret viden, og så den situation, hvor landmand og rådgiver er blevet enige om, hvordan tingene forholder sig. Det sidste betyder ikke nødvendigvis, at det er rigtigt, forklarer Esben Jakobsen til Landbrugsinfo.dk.