Blødninger i bryst- og bughule, brækkede ribben, beskadiget mellemgulv, sprængt lever, hjerneskade og enkelte døde. De skader fandt professor Sheila McGuirk fra Wisconsin Universitetet i USA hos spædkalve, som alle var kommet til verden ved brug af fødselshjælp. Hendes konklusion er derfor klar: Hold fingrene fra den kælvende ko med mindre, det er absolut nødvendigt for kalvens og koens overlevelse.
Sheila McGuirk har forsket i kalve og ungdyr i mere end 30 år, og hun var hovedtaler, da MSD Animal Health inviterede dyrlæger og deres kunder til faglig dag med fokus på ungdyrene.
- Du må aldrig hjælpe en kalv til verden, hvis det bare for at fremskynde processen, understreger hun og fortæller, at det derudover er bevist, at kalve, der bliver født via et kejsersnit, er svagere end kalve, der bliver født på almindelig vis. Det er et resultat af en reduceret evne til at optage antistoffer fra råmælken.
- En anden myte blandt mange landmænd er, at det er nødvendigt at løfte kalven, så den hænger med hovedet nedad for at tømme mundhulen og svælget for slim. Nogle svinger sågar kalven rundt, men det er længe nok bare at lægge kalven, så hovedet peger en smule nedad - og den behøver ikke ligge mere end 15 sekunder, forklarer professoren.
Bland ikke elektrolyt i
Otte uger efter fødsel bør kalven have fordoblet sin vægt. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis man tildeler kalven nok mælk og holder en god hygiejne omkring mælkefodringen. Det mener Sheila McGuirk, og hun foreslår, at man allerede fra 15 dage og fremefter giver kalven 3,8 liter mælk to gange om dagen.
Om vinteren bør mængden pr. fodring allerede stige til 3,8 liter ved dag ti, fordi kalven skal bruge ekstra energi til at producere varme.
- Det giver en lidt mere flydende gødning, men det er ikke noget problem for kalven. Derimod kan kalven få en ildelugtende gødning, der minder om diarre, hvis der er en for stor variation i mælkens tørstofindhold. Variationen dag til dag må maksimalt være et procentpoint, og det skal ses i lyset af, at sødmælk normalt har cirka 12 procent tørstof, forklarer hun og fortsætter:
- Mange er slet ikke klar over, hvor stor en variation, der kan være, hvis man ikke vejer hver enkelt portion mælkepulver, inden man hælder vand i. Den vægt, der er i et strøget bæger med mælkepulver, kan sagtens give en variation på et procentpoint i tørstofindholdet afhængig af, om man har taget pulveret fra en sæk, der enten lå øverst ellers nederst på pallen. Trykket fra sækkene kan sagtens komprimere mælkepulveret. Og det her er vel og mærket under forudsætning af, at man hælder nøjagtig den samme mængde vand op. Ellers ændrer koncentrationen sig også.
Sheila McGuirk advarer samtidigt imod, at man blander elektrolyt i mælken, for det er ifølge hende det samme som at bede om problemer. Det er nemlig også en ændring af tørstofindholdet i mælken, og hun fraråder, at man blot kompenserer ved at hælde vand i.
- Mælk og elektrolyt skal tildeles separat og i den rækkefølge. Hvis bare der går tre-fem minutter efter, at mælken er drukket og inden elektrolytblandingen tildeles, så er det intet problem, påpeger hun.
Imitér koen
Hvis koen ikke er i stand til at passe kalven, eller man er nødt til at fjerne kalven fra dens mor, så kan det være nødvendigt at udøve den samme form for stimulering af kalven, som koen ellers ville have gjort. Det kan også være i tilfælde af, at kalven ikke kan trække vejret ordentligt.
- Først og fremmest bør man fjerne slim fra mund og svælg, og dernæst bør man tage et tørt håndklæde og gnubbe kalven fra halen og op mod hovedet. Helt op omkring nakken og ørerne. Det er med til at stimulere vejrtrækningen, forklarer Sheila McGuirk og fortsætter:
- Hvis der er behov for, at kalve skal hoste noget slim op, kan man - udover at lade hovedet pege en smule nedad i 15 sekunder - enten hælde koldt vand i hovedet eller direkte ind i hovedet. Det behøver ikke være ret meget, men det er også med til at stimulere vejrtrækningen. En anden mulighed er næserefleksen, hvor man tager et halmstrå, stikker det ind gennem det ene næsebor og prikker på næsevæggen mellem de to næsebor. Det kan også fremkalde et host.
Professoren har udarbejdet et illustreret fem-trins-skema, som man kan bruge, når man skal vurdere, om en kalv er syg og behøver behandling. Arket kan hentes her:www.vetmed.wisc.edu/dms/fapm/fapmtools/8calf/calf_health_scoring_chart.pdf (engelsk). Ud fra om og hvordan kalven hoster, om den har næseflåd og i hvilken grad, om der kommer væske fra øjehulen, ørernes stilling og hovedrysten samt gødningens konsistens kan man altså få en ide om, hvordan det står til med helbredet hos kalvene.
- Mange bruger appetit som en indikator på, om kalven er syg eller ej, men det er et dårligt mål. Når kalven mister appetitten er det som regel for sent, påpeger Sheil McGuirk og tilføjer, at den hyppigste fejl, som hun ser i besætningerne, er rehydrering. Diarre dræner kroppen for væske, og det er derfor meget vigtigt, at kalven får masser af væske indenbords bagefter.
