Arla kan nu bearbejde næsten dobbelt så meget valle som hidtil i Videbæk, når anlægget Danmark Protein indvier et helt nyt tørretårn og produktionsanlæg til en samlet pris af cirka 430 millioner kroner. Den udvidede produktion skaber op mod 20 nye jobs og skal bidrage til en øget indtjening hos Arlas andelshavere.

I september 2011 blev den første spade stukket i jorden uden for Arlas eksisterende valleanlæg i Nr. Vium ved Videbæk, Danmark Protein. Halvandet år senere kan en stolt fabriksdirektør og andre repræsentanter fra Arla fredag indvie et nyt tørretårn med tilhørende produktionslinjer samt et filtreringsanlæg, der tilsammen øger kapaciteten på Danmark Protein med næsten 100 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en vigtig udvidelse for Arla og en meget vigtig udvidelse for os på Danmark Protein. Det giver os et moderne og tophygiejnisk anlæg med det lavest mulige energiforbrug, som giver os den højest mulige kvalitet, hvilket markedet efterspørger, siger fabriksdirektør ved Danmark Protein, Erik Vesløv.

Eksport til hele kloden

Danmark Protein behandler og forædler valle fra Arlas osteproduktion. Vallen forædles til funktionelle og ernæringsrige mælkeproteiner og laktose, som bruges i bageri- og mejeriprodukter, modermælkserstatning, sports- og hospitalsernæring og en række andre produkter.

Produkterne eksporteres af Arlas datterselskab, Arla Foods Ingredients, til kunder stort set over hele kloden - fra Argentina til Asien, fra Canada til Cape Town.

- Med udvidelsen er vi klar til at modtage mere valle fra blandt andet Arlas ostemejerier, heriblandt Nr. Vium mejeri, som også udvider for tiden. Vi regner med at fordoble produktionen frem til 2017, og vi er stolte over at kunne spille en central rolle i Arlas vækststrategi, siger Erik Vesløv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere udvidelser på vej

Det nye tørretårn og produktionsanlæg udvider Danmark Proteins årlige kapacitet fra cirka 2,5 milliarder kg valle til et godt stykke over 4,5 milliarder kg, hvilket gør anlægget til et af Europas største.

Samtidig har Danmark Protein også udvidet sit vandværk og sit køleanlæg for at kunne håndtere den øgede produktion på en miljøvenlig måde, og der er bygget nye administrationslokaler, da de gamle måtte fjernes for at gøre plads til det nye anlæg.

Desuden er der planer i gang om at opføre et biogasanlæg i området, som på sigt skal levere energien til produktionen på Danmark Protein.

Senere i år påbegynder Arla også som tidligere annonceret opførelsen af et nyt laktoseanlæg, der skal ligge ved siden af Danmark Protein. Det nye laktoseanlæg bygges med en samlet investering på cirka 900 millioner kroner, der forventes at skabe over 20 nye jobs, når anlægget bliver delvist operationelt i slutningen af 2014 og fuldt ud operationelt i 2016.