LRØ starter nu en erfa-gruppe for mælkeproducenter med mindst 300 køer, som producerer mindst 10.000 kg EKM og har potentiale til at nå en ydelse på 12.000 kg EKM. 

Målet er 12 tons mælk, og midlet er en målrettet indsats med fokus på ledelse, strategi og produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Flere større kvægproducenter har efterlyst en sådan gruppe, og vi vil gerne efterkomme dette ønske, siger rådgivningschef for Kvæg, Aage Harrild Nielsen, LRØ.

Sammen med sin kollega, Anne Jacobsen, rådgiver i ledelse, forventer han at få gang i gruppen sidst på sommeren. Gruppen kommer til at bestå af seks-otte mælkeproducenter, og de første har allerede meldt sig.

- Formålet med gruppen er, at deltagerne får mulighed for at hente inspiration fra hinanden, så de kan drage nytte af hinandens erfaringer. Når man er sammen i en gruppe, bliver man motiveret til at gøre tingene og til at sætte en udvikling i gang, og det kan der komme en masse godt ud af, siger Anne Jacobsen.

- Vi starter også gerne grupper for mælkeproducenter med for eksempel mellem 100 og 200 køer, som sammen ønsker at sætte sig nogle mål. Men da vi har fået flere henvendelser fra de større brug, lægger vi ud her, siger Aage Harrild.