En virus der er årsag til fødsel af misdannede kalve, lam og kid er nu for første gang fundet i en dansk kalv.

Men der er ingen grund til panik, for virussen forventes ikke at give større konsekvenser for det samlede danske kvægbrug, mener Kaspar Krogh, der er dyrlæge på Videncentret for Landbrug og følger udviklingen af schmallenberg-virus tæt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når sygdommen rammer den enkelte besætning kan konsekvenserne være store, og det er selvfølgelig hårdt for landmanden, hvis hans besætning rammes. Men det er ikke sandsynligt, at udbredelsen af virussen i Danmark vil komme op på så højt et niveau som i andre ramte lande som Holland og Tyskland, siger Kaspar Krogh til vfl.dk og uddyber:

- I den enkelte besætning varierer konsekvenserne også meget - i fårebesætninger kan det give høj forekomst af misdannede lam, mens andelen af misdannede kalve i smittede besætninger er ganske lav. I disse besætninger kan infektionen godt være til stede, uden at den bryder ud i sygdom hos de voksne dyr. Det er hovedsageligt fostrene, som får skader.

Dyrlægen opfordrer derfor danske landmænd til at holde øje med om der fødes misdannet afkom.