Den nyeste prognose fra Videncenter for Landbrug viser en indtjening på 188.000 kroner for mælkeproducenter i 2011, hvilket er en fremgang på 380.000 kroner set i forhold til 2010.

I Sønderjylland ser det oven i købet endnu bedre ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For kunderne hos Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig (LHN) viser prognosen en indtjening på 377.000 kroner i gennemsnit - altså en dobbelt så stor indtjening som landsgennemsnittet.

Alene det, at der i 2012 ikke er tab på finansielle aktiver giver en fremgang på 137.000 kroner i gennemsnit hos LHN's mælkeproducenter.

Produktionen stiger derudover flere steder blandt andet på grund af bedre kvalitet af grovfoder.

- I LHN anbefaler vi landmændene at øge deres produktion endnu mere, hvis der er plads. Pas dog godt på mælkekvotens begrænsninger, siger Poul Erik Hedegaard, afdelingschef for regnskab og drift, LHN, og fortsætter:

- Vi ser en stadigt faldende F1-rente, og euribor3 er netop faldet igen. Disse tendenser indikerer også, at der ikke ligger nogen konjunkturgevinster lige om hjørnet. Faktisk vurderer vi, at vi skal se nogle år frem, før de slår igennem for alvor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere samarbejder på tværs af grenene

Flere steder stiger kapacitetsomkostningerne på grund af stigende energipriser og øgede vedligeholdelsesomkostninger.

- I LHN's driftsteam anbefaler vi landmændene at finde sammen på tværs af produktionsgrene. Det handler om, at der skal en væsentligt bedre maskinudnyttelse til, flere gylleaftaler til gengæld for planteprodukter og endnu bedre sædskifter. Fordelene ved at arbejde sammen er mange, siger Poul Erik Hedegaard.