Vanskelige vilkår i slagtekalve-branchen og udsigter til færre danske slagtekalve på grund af den afkoblede støtte afskrækker ikke Skare Beef.

Det lille selskab, som er en del af den store kødforarbejdningsvirksomhed SkareGruppen, ejer en del af Aarhus Slagtehus, hvor der i alt kan slagtes cirka 1.700 kreaturer om ugen. Skare Beef kan slagte cirka 1.000 dyr om ugen.hvor der i alt bliver slagtet 1.800 kreaturer om ugen. Skare Beef står for 1.000 af slagtningerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skare overtog i 2010 Peter Rask Nielsens andel af slagtehuset i Århus og flyttede produktionen fra Vejle, hvor Skare hidtil havde holdt til. Slagteridirektør Kenneth Riberholdt driver i dag Skare Beef sammen med Peter Rask Nielsen. I 2011 steg antallet af slagtninger med 8.000 i alt.

Men det må gerne blive til endnu flere, mener de to slagteriledere.

- Vi vil gerne være større, og vi har konkrete ting på tegnebrættet til en udvidelse. Vi kan faktisk allerede nu køre flere slagtninger i døgnet igennem systemet, men lige nu mangler vi opbevaringskapacitet. Omdrejningspunktet for udvidelsen er altså, om vi kan få mere kølekapacitet, forklarer Kenneth Riberholdt.

Usikkert marked

Selv om slagteriet ligger i Jægergårdsgade helt centralt i Aarhus, er der plads til at udbygge opbevaringslokalerne.  Alligevel har Skare Beef ikke fastsat nogen tidshorisont for, hvornår udvidelsesplanerne skal realiseres.

- Det koster jo mange penge at udvide, og vi er nødt til at have sikkerhed for, at råvaregrundlaget er på plads. Det er rigtig svært at spå om, hvordan det kommer til at gå med slagtekalveproduktionen i Danmark. Det er en meget politisk styret branche, siger Kenneth Riberholdt og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De høje foderpriser, de høje priser på halm og især den afkoblede handyrpræmie gør branchen usikker. Og når mange landmænd også har købt for dyr jord, så kan det være svært at få forretning i det. En direkte konsekvens er at mange spædekalve i øjeblikket forlader landet.

Nye muligheder i hjerter og haler

Priserne på oksekød er dog steget over al forventning, og det håber Skare Beef, at slagteriet kan læne sig op ad.

- Hvis priserne fortsætter, skal der nok blive forretning i at producere slagtekalve igen, siger Peter Rask Nielsen.

Han forklarer, at salgsmulighederne har udviklet sig, fordi kunderne på både det europæiske og det mellemøstlige marked efterspørger nye produkter.

- Det, vi kalder den femte fjerding af dyret - nemlig hjerter, haler og så videre, kunne ikke afsættes tidligere, men i dag er det meget efterspurgte biprodukter, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter Rask Nielsen glæder sig over, at verden har udvidet sig, siden hans virksomhed blev opkøbt af Skare.

- Det er en kæmpe fordel for mit lille firma, at vi har fået hele verden som marked gennem overtagelsen. Danmark er ikke længere et højprismarked, så det er godt at have Skare som formidler af internationale forretninger, siger han.

Fleksibel afsætning giver tryghed

I dag sender Skare Beef omkring 80 procent af kødet moderselskabet. Resten sælges på hjemmemarkedet og til eksport.

- Det giver os en fleksibilitet. Vi er aldrig tvungne til at afsætte kødet med ben, fordi vi altid kan sende det til moderselskabet. Markedet bevæger sig efterhånden rigtigt hurtigt, så vi kan ikke længere forudsige helt så præcist, hvad der bliver brug for. Derfor er det vigtigt at være fleksible, forklarer Kenneth Riberholdt.

Også i forholdet til landmændene er fleksibilitet et nøgleord. I modsætning til hos andelsselskaberne er leverandører ikke bundet til Skare Beef.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne være landmændenes foretrukne slagteri, men vi bryster os også af, at de, der leverer til os, er frit stillet. De er ikke tvunget til at levere til os næste gang, siger Kenneth Riberholdt.

- Det betyder til gengæld også, at vi bliver målt og vejet på hver eneste notering, tilføjer Peter Rask Nielsen.

Landmænd vil have den bedste pris

Skare Beef bruger derfor megen tid og energi på at holde sig konkurrencedygtig.

- For landmændene betyder det mest at kunne komme af med kreaturerne, når de har brug for det, og at det sker til en konkurrencedygtig pris, siger Kenneth Riberholdt.

Den opfattelse deler Peter Rask Nielsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange vil gerne være sikret, at de kan komme af med dyrene hurtigst muligt. Det er også en del af servicen, at hvis de har et dyr, de gerne vil af med med det samme, så finder vi ud af det, siger han.

De to slagteriledere arbejder meget med klassificering og med at sende dyrene det rigtige sted hen for at få den bedste pris. De vigtigste eksportmarkeder er Europa, Mellemøsten og Rusland.

De seneste mange måneder har priserne været stabilt opadgående for leverandørerne, og Kenneth Riberholdt og Peter Skare Nielsen håber, at de fortsat kan tilbyde stigende priser til landmændene.