Det nye virus har siden efteråret givet anledning til sygdomsproblemer hos drøvtyggere i det nordlige Europa. Sygdommen viser sig ved misdannelser af hoved, rygsøjle og lemmer hos dødfødte eller svagfødte lam, gedekid og kalve. 

Fødevarestyrelsen opfordrer besætningsejerne til at kontakte deres praktiserende dyrlæge, hvis dyrenes afkom fødes med misdannelser. Dyrlægen kan vurdere, om sygdomstegnene tyder på infektion med Schmallenberg virus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis dyrlægen mener, at dyr i en besætning har Schmallenberg virus, kan dyrlægen sende prøver ind til laboratorieundersøgelse. Fødevarestyrelsen betaler for laboratorieundersøgelsen af lam, kid eller kalve med de typiske misdannelser indtil 30. april for lam og kid og indtil 31. maj 2012 for kalve. Landmanden skal selv afholde udgifter til den praktiserende dyrlæge.