I kampen for at vinde de amerikanske forbrugeres gunst er det den 41-årige Susie Møller Hjort, der er Arlas spydspids.

Siden 2008 har den handelsuddannede Himmerland-pige været direktør for Arlas amerikanske virksomhed, Arla Foods Inc. Og med sine 190 medarbejdere satser hun på at vinde større markedsandele i verdens mest ostespisende land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Susie Møller Hjort kom til Arla i 1995 allerede inden, hun var færdig med sin handelsuddannelse på Aarhus købmandsskole.

- Jeg har altid været interesseret i fødevarer og marketing, og mens jeg gjorde mit speciale færdigt, dukkede der en stilling op som trainee i salg og marketing i Arla. Og den søgte jeg, og jeg fik jobbet, fortæller Susie Møller Hjort, der har været i Arla siden.

Hun har ikke overvejet at søge nye græsgange, for hun er glad for de mange jobmuligheder, som Arla gennem årene har tilbudt hende.

- Der er en ånd i Arla, der gerne vil støtte medarbejdernes ambitioner, siger Susie Møller Hjort.

Hun er i USA på en femårig udstationeringskontrakt, og når kontrakten udløber om to år, har hun ikke noget imod at forlade sin post.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, det er godt for både mig og virksomheden, at der kommer nye kræfter til, og at jeg kan gå i gang med nye udfordringer i Arla, uddyber Susie Møller Hjort.

Privat bor Susie Møller Hjort sammen med sin mand Henrik i Hoboken i delstaten New Jersey, hvor Arla Food Inc. har sit hovedkvarter.