Artiklen fortsætter efter annoncen

BVL tilbyder en siloblokskærer, som har fået det indlysende navn MegaStar, fordi modellen kan udtage ensilageblokke på op til 3,6 kubikmeter.

MegaStar findes i to varianter, MegaStar 1300 og MegaStar 1850, med kapacitet på henholdsvis 2,5 og 3,6 kubikmeter. Begge MegaStar-varianter kan leveres med integreret højløft, som vil sige, at de har en ekstra elevator til at løfte tårnet ekstra højt.

- Det er en model, som kræver en stor traktor eller en gummihjulslæsser af en vis kaliber, siger BVL's danske repræsentant, Flemming Hyldgaard.

Stabilitet og fint snit

Han forklarer, at MegaStar er forsynet med en cylinder til alle knive. Og bagkniven har både en i venstre side og en i højre side.

- Der er to cylindre inde i knivbjælken med hver deres tandstang hen over et tandhjul. Det betyder, at knivene arbejder mod midten på samme tid eller ud til siderne på samme tid. Dermed undgår man svingninger i knivbjælken, som dermed får en meget rolig gang, og blokskæreren kommer dermed ikke til at svinge fra side til side, og det reducerer også belastningen på selve bjælken og giver et meget fint snit, forklarer Flemming Hyldgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver desuden, at det er meget nemt at skifte knivene, som udvendigt er holdt på plads med fjederstål, som holdes op mod modskæret.

- Det betyder også, at der ikke er smørenipler, nævner Flemming Hyldgaard.

Stor bredde og dybde

- Hele ideen med en så stor blokskærer er, at man får mere med hver gang, og det er en fordel de steder, hvor man så kan nøjes med at køre ind færre gange, så man eksempelvis har ensilage til to-tre dage ad gangen til et påslag.

Begge varianter af MegaStar giver også en stor blokdybde på godt en meter, mens bredden på begge er 1,85 meter. Det betyder ifølge Flemming Hyldgaard, at en blok fra MegaStar står meget stabilt.

Forskellen på de to varianter af MegaStar er blokkens højde. MegaStar 1300 har en blokhøjde på 1,3 meter, mens MegaStar 1850 har en blokhøjde på 1,85 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MegaStar blev første gang vist på EuroTier og umiddelbart efter var den også med på BVL's stand på Agromek.