Flere steder i verden ses en tendens til, at landbrugsproduktion enten fjerner sig mere fra lokalbefolkningen eller helt modsat begynder at inddrage lokalbefolkningen. Det skriver Lone Malm, miljøkonsulent og Kristian Sejersbøl, driftsøkonom, fra Gråkjær Miljøcenter i næste nummer af Bovilogisk, der udkommer den 18. marts.

I Danmark har de seneste årtiers udvikling i landbruget bevirket, at antallet af personer, som er direkte beskæftiget på gårdene, er faldet fra cirka 60.000 i 1980 til mellem 10.000 og 15.000 i dag. Denne udvikling mod langt mere effektive produktionsformer, større brug og færre beskæftigede, har i nogle tilfælde givet en øget distancering i forståelsen mellem land og by. Det betyder, at landmænd og deres produktion i højere grad møder modstand og misbilligelse, især i forbindelse med udvidelser.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Kunne man forestille sig mere involvering af lokal- og bybefolkningen i driften, finansieringen og udviklingen af fremtidens animalske brug i Danmark? Det kan man måske, hvis man vender blikket mod USA.

En af de modsatrettede strømninger, der vinder frem er Community Supported Agriculture (CSA). I dele af USA, specielt Californien, har konceptet eksisteret i en del år, hvorimod der i Danmark nok er en spirende interesse, men kun få, der har taget det til sig i fuldt omfang.

CSA-landbrug er andelslignende sammenslutninger, der oftest oprettes af en landmand, som har kontakt til en gruppe forbrugere. Alternativt oprettes det af en gruppe mennesker, der ønsker at købe deres fødevarer fra et lokalt landbrug. Holdningen bag disse brug er blandt andet, at landbrugsjorden ikke skal gøres til genstand for pantsætning. Jorden skal gøres fri og alene have til formål at tjene nærbefolkningen med sunde fødevarer. Et element i dette er, at nærbefolkningen inddrages i ejerskabet af produktionsanlæggene og medfinansierer de løbende driftsomkostninger.

Selvopfattelsen skal ændres

Eksemplet med de amerikanske CSA ejer- og driftsformer kan ikke indføres fra den ene dag til den anden i Danmark. Men på nuværende tidspunkt må det traditionelle landbrugserhverv i Danmark konstatere, at der er mangel på risikovillig egenkapital og generel accept og forståelse for produktionen fra den øvrige del af befolkningen. Det er kendetegnende for det danske landbrug, at det ønsker, at samfundet skal ændre syn på landbruget – og se landbrugets fortræffeligheder. Det kan man se i den igangværende imagekampagne.

Det gælder måske i lige så høj grad om, at landbruget ændrer sin egen selvopfattelse og prøver at se, hvordan man på en konstruktiv måde kan tilpasse sig det omgivende samfund og gøre yderligere brug af dette samfund. Naturligvis med almindelig respekt for, at terminer og regninger fortsat skal kunne betales.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 18. marts. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.