BvL's V-Dairy Feeder er blevet gennemgribende moderniseret, men med en brugerflade, der er genkendelig for de mange eksisterende brugere af systemet.

- Vi har valgt, at det skal se ud som hidtil for brugerne, og funktionerne er de samme, fordi det så er let for de eksisterende kunder at opgradere til det nye system. Det er også vigtigt at sige, at det gamle system fungerer fint, men den teknologiske udvikling har givet nye muligheder, og derfor har vi fået nyt hardware og software og en ny webportal, siger Flemming Hyldgaard, der er BvL's danske repræsentant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt det nye, som nu er under overfladen i V-Dairy Feeder, har blandt andet givet mulighed for at supplere desktop-versionen med en app, som til januar lanceres til Android og siden til iOS.

Systemet kan synkronisere med flere enheder, og det giver mulighed for, at flere brugere kan følge med i de aktuelle data, og det er også muligt for flere at arbejde med foderblandinger på samme tid.

Den nye version af V-Dairy Feeder bliver suppleret med nye features, som ifølge produktchef Caroline Göhring er baseret på ønsker fra brugerne.