Køer med horn kan lettere gøre skade på hinanden og de mennesker der arbejder med køerne. Derfor fjerner vi hornene på kalvene når de er få uger gamle. Men hvorfor ikke fjerne hornene helt, ved at avle efter genetisk hornløse dyr, og slippe for afhorning?

Hornløse racer er udbredt blandt kødkvæg, men der findes også hornløse linjer blandt malkeracer. Når man vælger genetisk hornløse tyre risikerer man mindre genetisk fremgang i besætningen, fordi det avlsmæssige niveau blandt de hornløse tyre indtil videre ligger lavere end for de hornede. Derudover er de pollede tyre endnu relativt tæt beslægtede, hvilket kan fører til problemer med indavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der kan dog være andre grunde til at vælge hornløs genetik. Martin Mouridsen, som Bovi denne gang har talt med, har valgt at bruge pollede tyre. Det har han blandt andet gjort, fordi han ikke tror på at han får lov til at afhorne sine kalve i fremtiden.

På økologiske bedrifter skal der søges dispensation til at afhorne, og det er en forudsætning, at der i forvejen er dyr uden horn i besætningen, hvilket der ofte vil være. Det betyder at kalvene afhornes, selvom afhorning dårligt forenes med de økologiske principper. Kun i det biodynamiske jordbrug er der et decideret forbud mod afhorning, ligesom indkøbte kreaturer heller ikke må være afhornede.

Der er endnu ikke noget der tyder på, at der kommer en lov, der forbyder afhorning i økologiske og konventionelle besætninger i Danmark. Men forbrugerne stiller stadig højere krav til dyrevelfærd, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid før der fra politisk side kommer fokus på afhorning.

Samtidig er det formentlig også kun et spørgsmål om tid, før kvaliteten af de hornløse tyre kan måle sig med kvaliteten af de bedste hornede tyre. Og hvis man kan finde tyre som matcher avlsmålene for bedriften, så giver det måske god mening af vælge de hornløse og være på forkant med kravene fra forbrugere og politikere og samtidig slippe for et indgreb på dyrene, der tager tid og koster penge.