En positiv og tæt dialog med forbrugerne er et af de mål, som L&F har skrevet ind i strategien frem mod 2020. For at det kan lykkes, skal fordomme og uvidenhed om dansk landbrug udryddes, mener sektordirektør Ida Storm.

En positiv og tæt dialog med forbrugerne er et af de mål, som Landbrug & Fødevarer har skrevet ind i strategien frem mod 2020. Et strategisk mål, der i uddybet form lyder således:

"En positiv og tæt dialog med forbrugerne er vigtig for kvægbrugets muligheder for udvikling og for tiltrækning af medarbejdere. Forudsætningen for at lykkes med dialogen er, at kvægbruget er lydhør overfor forbrugerne og opsøger dialogen."

- Vi skal arbejde på at gøre afstanden mellem land og by mindre - det er en stor udfordring, siger Ida Storm, sektordirektør i Kvæg. Hun peger på, at især besøg på kvæggårdene skal være med til at understøtte den positive og tætte dialog med forbrugerne.

- Det fungerer rigtig godt, når forbrugerne inviteres ind på bedriften, og ser landbruget med egne øjne. Derfor støtter L&F selvfølgelig også arrangementer som Åbent landbrug, Skoletjenesten og dyrskuer, hvor forbrugerne har mulighed for at komme tættere på landbruget, siger sektordirektøren.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce
rich-media-1

Åbner stalddøren

På Nørgaard Landbrug har de gode erfaringer med at åbne stalddøren, og de er glade for, at der er fokus på forbrugerne i sektorens strategi.

- Det er vigtigt at vi viser befolkningen vores hverdag, hvis vi fortsat vil være landmænd om 10-15 år. Det skal være med til sikre vores eksistensberettigelse i samfundet i fremtiden, understreger Vibeke Jørgensen, der sammen med sin mand Søren Jørgensen driver gården på det vestlige Mors.

De mener, at åbenhed, oplysning og dialog skal sikre forståelse og accept af erhvervet i fremtiden og udrydde nogle af de misforståelser, der eksisterer blandt befolkningen.

På parrets facebookside opfordres der til at besøge bedriften med ordene: "Mød din bøf og se, hvor mælken kommer fra". Alle besøg er aftalt på forhånd. Det er nemlig vigtigt for Søren og Vibeke Jørgensen at være til stede, når de får besøg.

- Folk får ikke meget ud af at gå rundt selv, og vi vil gerne give dem helheden med hjem. Derudover kan de jo se noget de ikke forstår, og så er det vigtigt, at vi er der, så vi kan tage dialogen med dem, siger Vibeke Jørgensen.

Besøg gør en forskel

Nørgaard Landbrug har i gennemsnit ét besøg om ugen - med flest besøgende i sommerperioden. Målet er at gøre forbrugerne klogere på landbrug og fødevareproduktion og samtidig nedbryde nogle af de barrierer, der er kommet mellem landmænd og forbrugere.

- Før i tiden kendte de fleste en landmand, men udviklingen mod færre og større bedrifter har betydet, at skellet mellem landmænd og forbrugere er blevet større, siger Søren Jørgensen, der oplever, at især børnefamilier får meget ud af en dag på landet med ko-lugt og kalvesavl på hænderne.

- Børn som ikke tør gå ind i stalden når de kommer, ender med at stå med hånden i munden på en kalv, siger Søren Jørgensen, der glæder dig over den forskel, et besøg på gården kan gøre.

- De fleste går her fra med en positiv indstilling til kvægbruget og en forståelse af hvorfor vi gør som vi gør.

De besøgende kommer ikke bare fra lokalområdet, men også fra større byer som Aarhus og København.

Åbent landbrug var en stor succes

Det var deltagelse som værter til Åbent Landbrug i 2017, som kickstartede ideen om at invitere forbrugerne indenfor på gården og vise deres hverdag frem.

- Vi havde en fantastisk dag, og det fornemmede vi også, at vores gæster havde, siger Vibeke Jørgensen, der gerne deltog som vært ved Åbent Landbrug igen, hvis de fik tilbuddet.

På opfordring fra de besøgende, oprettede Søren og Vibeke Jørgensen facebooksiden, Nørgaard Landbrug. Her lægger de løbende opslag op med billeder og en beskrivelse af små og store begivenheder fra hverdagen på gården.

I begyndelsen var facebooksiden tænkt som en mulighed for, at familie, venner og bekendte kunne følge med, men nu tæller siden lige over 1000 følgere.

- Det havde vi ikke regnet med, men det er på godt og ondt, siger Vibeke Jørgensen.

Der er et behov

På facebooksiden er parret blevet beskyldt for at være morderiske og er blevet sammenlignet med Hitler.

- Det rammer os personligt, for vi mener selv, at vi er gode ved vores dyr. Alligevel er vigtigt, at vi får oplyst forbrugerne, selvom det kan betyde, at vi må lægge øre til grove og ubehagelige kommentarer, understreger Vibeke Jørgensen.

Særligt én episode står klart i ægteparrets hukommelse. En kampagne ved navn "12 timer sammen", som dyreværnsforeningen, Anima, lancerede i november måned 2018, resulterede i, at flere udtrykte deres vrede på parrets facebookside.

- Folk antog, at en kalv fratages mælk, når den fjernes fra moderen. Vi måtte derfor forklare dem, at kalven fortsat får frisk sødmælk, selvom den ikke længere går ved moren, og at de små kalve i øvrigt bliver passet og plejet efter bedste evne, uddyber Vibeke Jørgensen.

Når folk reagerer som de gør, så bunder det ofte i uvidenhed, mener hun.

- Vi skal respektere, at forbrugerne agerer med deres følelser. De kommer ofte med en anden baggrund end os og til tider en rygsæk fyldt med fordomme og fejlinformation og for få fakta. Og så er det vores opgave at fortælle dem om virkeligheden på gården - for hvem er bedre til det end os landmænd?

- I sidste ende er det forbrugerne, der skal købe vores varer, og det er kun rimeligt, at de stiller krav. Men det er vigtigt, at de gør det på et så oplyst et grundlag som muligt. De skal vide, hvad de stiller krav om, og hvilken konsekvens det har, mener Vibeke Jørgensen.

Glade gæster giver håb

I L&F er de opmærksomme på udfordringen. Derfor har de en hotline, der netop er tænkt til at rådgive landmænd om, hvordan de skal holde en god tone og reagerer på kommentarerne, fortæller Ida Storm.

De dårlige oplevelser afskrækker dog ikke Vibeke og Søren Jørgensen fra igen at lægge opslag på Facebook eller invitere forbrugerne ind på bedriften.

Den 16. juni i år besøgte over 500 glade gæster Nørgård Landbrug, da parret holdt åben stald. Her var det også muligt for forbrugerne at få et indblik i det samarbejde, gården har med blandt andre Arla, DLG, Danish Crown, Mollerup Mølle, VJA, Frøslev Mollerup Sparekasse, Morsø Maskinstation samt andre lokale virksomheder og forretninger.

- Vi har oplevet en fantastisk opbakning fra flere vores samarbejdspartnere. Familie, venner og bekendte har arbejdet frivilligt på dagen, men også i timerne frem til, for at gøre de forskellige aktiviteter klar. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre, siger Vibeke Jørgensen, der glæder sig over den store interesse for dagen.

- Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser for vores arrangement, både for at se "nogle flotte dyr", de forskellige aktiviteter for børn, at vi svarede på spørgsmål - også de svære, at vi havde lavet et arrangement hvor de havde følt sig velkommen - rigtig mange var henne og sige farvel og tak for en god dag da de tog hjem.

Hun fortæller, at de besøgende, udover at være interesseret i at se og høre om deres dyr, denne gang også ville høre om parrets energieffektive tiltag, tanker om fremtiden, hvad de gør for biodiversiteten, og hvorfor de vælger at åbne dørene og invitere på besøg.

- Det var en dejlig dag. Så vi gentager succesen igen i 2020, slutter Vibeke Jørgensen.

rich-media-2