Bæltekøretøjerne vinder indpas i det danske landbrug, men der er stadig ikke kommet styr på reglerne for vejtransporten af de store bæltemaskiner. I øjeblikket kører kun nogle af bæltekøretøjerne på en dispensation, og da Magnus Heunicke (S) var transportminister inden valget, blev der lovet nye regler på området. Det kan du læse om her.

Det vil Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre, nu have lavet om på. Han har sendt en skrivelse til transportminister Ole Birk Olesen (LA), hvor han beder ministeren om se nærmere på reglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan se, at bælterne er kommet for at blive, og der kommer flere af dem. Dansk landbrug har været gennem en udvikling, hvor store brug og større maskiner er nødvendige for at have et rentabelt landbrug. Derfor vil jeg gerne have nogle permanente regler, så folk kan investere i maskiner med en vished om, at de kan køre på vejene, siger Kristian Pihl Lorentzen til Maskinbladet.

I skrivelsen til Ole Birk Olesen skriver Kristian Pihl Lorentzen følgende: "Det vil efter min opfattelse være yderst problematisk og beklageligt, hvis disse maskiner med et blev gjort ulovlige. I alt drejer det sig om cirka 240 bæltekøretøjer, som kører på vejene i et omfang, der svarer til to lastbilers årlig kørsel."

- Vi skal have nogle regler, der er baseret på fakta, og ikke på de mange myter, der er om bælter, siger Kristian Pihl Lorentzen, der nu vil forsøge at samle opbakning i Folketingssalen til projektet:

- Jeg vil forfølge denne sag, som nu er rejst overfor ministeren. Jeg vil forsøge at samle opbakning i sagen, og første skridt er, at ministeren kigger på sagen.