DEBAT - Op igennem 1960 og 70erne blev det mere og mere tydelidt, at miljøpåvirkningen fra befolkning, industri og virksomheder, landbruget mfl. voksede i en sådan grad, at verdens bedste rensningsanlæg, naturen, ikke længere alene kunne klare opgaven. Inden for alle områder steg miljøbelastningen. Tidligere kom miljøbelastningen mest fra organiske stoffer, men fra 60erne skiftede miljøbelastningen i retning af flere og flere uorganiske stoffer, som blev udviklet til husholdning, industri og virksomheder.
På den baggrund blev der politisk truffet beslutning om helt relevante tiltag for at mindske udledningen af forurenende stoffer, som overbelastede naturen, vandløbene og vore farvande.
Da alle andre lande i vores EU fællesskab havde/forudså nøjagtig de samme miljømæssige udfordringer, startede formuleringen af fælles EU regler, som alle lande var forpligtiget til at følge for at undgå konkurrencemæssige skævheder.
Da der ikke fandtes den store viden på området var det jo naturligt, at mange "kloge" mennesker og institutioner så et kommende stort forretningsområde foran sig.
Miljøminister, Miljøministerium
I Danmark blev Miljøministeriet oprettet delvis i 1971 med Jens Kampmann som Danmarks første miljøminister. Til at forestå det daglige arbejde blev der oprettet en Miljøstyrelse med Eiler Koch som den første direktør. Senere blev bl.a. Jens Kampman og Steen Gade direktører for Miljøstyrelsen.
Med miljøministeriets oprettelse startede samtidig en ideologisk kampplads, hvor det var alle andre, der havde skylden for at vores vande og delvis natur var blevet overbelastet. Og fra alle sider var der ingen grænser for hvilke synspunkter, der blev bragt ind i manegen.
Det eneste fælles budskab var, at vi skulle overlade vores natur og miljø forsvarligt til vore børn og børnebørn! Men måden har været svær at blive enige om.
Hummere og landbrugets anvendelse af kvælstof.
Den første store konfrontation om synspunkter kom i 1984, hvor DR1 i den bedste sendetid bragte en udsendelse om døde hummere nord for Sjælland. Med nutidens viden var det et klart konstrueret markedsføringstiltag fra Danmarks Naturfredningsforening direktør, David Rehling, der sammen med DR 1 og et antal såkaldte "eksperter" viste et antal døde hummere, samt eksperternes forklaring om årsagen til dødsfaldet. Budskabet i udsendelsen og efterfølgende var klart, at årsagen udelukkende skyldtes dansk landbrugs alt for store brug af kvælstof.
Hermed havde DN og DR1 fået printet i alle danskeres bevidsthed, at landbrugets kvælstof ville spolere den danske natur og det danske vandmiljø. Selvom der, i den begyndende debat, blev gjort opmærksom på, og vist billedligt, at det københavnske spillevand, uden nævneværdig rensning, drev op gennem Øresund til Kattegat var intet til at ændre.
Politikere, forskere, interessegrupper omfl. havde indtaget den nye kampplads, hvor alle deres synspunkter var korrekte og dokumentation et fremmedord.
Der kom naturligvis øjeblikkelig en folke- og mediestorm om tiltag, der kunne skåne miljøet, vand og natur.
Der blev i 1987 vedtaget en Vand Miljø Plan1, som skulle iværksættes fra 1. jan. 1990. Heri var der beskrevne krav til alle udledere til de danske vande. Det gælder byers rensningsanlæg, industri, dambrug, landbrug osv. Alle skulle inden for en beskreven tidshorisont nedbringe deres udledning til en beskreven mængde.
Til at dokumentere den fremtidige miljøpåvirkning skulle danske myndigheder, amter og Miljøstyrelse, ligesom myndigheder i alle andre EU lande, anvende EU's Fiskevandsdirektivs 14 objektive målinger ved hver vandløbsstation, hvor der var risiko for en miljøpåvirkning. Og ud fra fremkomne resultater skulle der afrapporteres til Folketing og EU.
Ulovligheder.
Som det gennem lang tid er gjort opmærksom på og dokumenteret, bedrog danske myndigheder EU og den danske befolkning og ved ikke at ville foretage de krævede målinger til dokumentation for den danske miljøpåvirkning. Myndighederne selvudviklede et eget system, faunasystemet, det intet fortalte om den danske miljøpåvirkning af specifikke stoffer. Altså intet materiale om det, der var kravet i VMP1 om bl.a. kvælstof og fosfor reduktion.
Men danske myndigheder så sig fra 1990 og fremefter i stand til at bilde EU, Folketinget og samfundet ind, at det danske vandmiljø fortløbende slet ikke var i orden.
Dermed foranledigede danske myndigheder vedtagelser i Folketinget af VMP2, VMP3, Vandplaner, Grøn Vækst, Randzoner osv.
Endvidere sendte danske myndigheder et utal af oplysninger, som skulle indgå i diverse direktiver og bekendtgørelser, til EU. Det meste byggende på Naturstyrelsens og DCE/DCAs hjemmestrikkede modeller, der intet havde med den danske virkelighed at gøre og så godt som uden objektive målinger.
Alt sammen skyldtes fortrinsvis landbrugets overforbrug af kvælstof.
Udmeldinger.
Inden for de sidste år er myndighedernes og DCEs kvælstofkorthus begyndt at vakle. I mange andre lande har man for længst forladt den påståede kvælstofstrategi og fokuseret på mange andre sammenhænge, blandt andet forholdet mellem mængden af fosfor og kvælstof.
Som en (sidste?) krampetrækning, måske i forsøget på at skjule fortidens ulovligheder, har DCE og Naturstyrelsen på det seneste markedsført, at langt den største del af N i danske farvande kommer fra dansk landbrug. Professor Stig Markager, DCE, påstår endda, at op til 80 procent af N i indre danske farvande kommer fra dansk landbrug.
Fakta er, også ifølge DHI, at højst fem procent af N i danske farvande kommer fra dansk afstrømning og deraf kun cirka to procent fra dansk landbrug. Resten, cirka 95 procent, kommer fra landene omkring Østersøen, Tyske bugten og Skagerrak.
Afslutningsvis.
I dag er der vist ikke mange, der tør påstå, at et landbrugsbidrag på cirka to procent N i indre danske farvande har nogen nævneværdig betydning for det danske vandmiljø.
Og dermed står det helt klart, at DR1s og DNs indslag i 1984 var et stort flop og et justitsmord mod landbrugets brug kvælstof.
Ingen har benægtet, at det var nødvendigt med miljøbegrænsende indsats, men det er totalt grænseoverskridende, at myndigheder og forskere ikke følger gældende lovgivning og den faglighed, der er beskrevet hermed.
Naturstyrelsen har gennem mere end 25 år bedraget Folketinget og EU. Miljøministre har fået vedtaget lovgivning på manipulation og urigtige oplysninger. Dele af Aarhus og Københavns universitet har også deltaget i bedragerierne.
På vandmiljøområdet står samfundet med 25 års manglende resultater. Heldigvis er der de sidste år foretaget mange målinger uden om myndighederne. Disse resultater fra dagens virkelighed viser heldigvis, at det danske vandmiljø har det særdeles godt.
Men den syge kultur i Naturstyrelsen har i de sidste uger igen stukket hovedet frem med manipulation og direkte usande oplysninger om det danske grundvand, hvor manipulationen til EU om vores grundvands kvalitet ej heller er korrekt.
Det er også fup og svindel på højeste niveau.
Regering og Folketing må øjeblikkelig i gang med det helt store rengøringsarbejde. Men det bliver udfordrende, da mange ministre, politikere, universiteter og embedsmænd i "sværvægtsklassen" har været vidende om og stået bag ulovlighederne.
Men der er kun én løsning. At få rettet alle ulovlighederne. At betale alle skadelidte erstatning. Samt at få en fremtidig administration på miljøområdet, der er faglig korrekt og juridisk korrekt i henhold til dansk og EU lovgivning.
