Christoffer Andersson er vd på Fyrklövern i Östergötland og arbejder blandt andet med virksomhedsudvikling.
- Hvis du ikke udvikler din virksomhed, bliver rentabiliteten formindsket, efterhånden som omverdenen forandres. Og det spiller ingen rolle, om man har et fint produkt eller en god rentabilitet, hvis du ikke har medarbejdere, som kan hjælpe dig med at udvikle, siger han.
En af Christoffers hjertesager er således personalet.
- Rentabilitet kommer med god ledelse og tilfredse, engagerede medarbejdere. At bruge tid på at rekruttere, på grund af manglende lederskab, er spild af energi og penge. Fra en person siger op, til en ny, der kan det samme, bliver ansat, kan det tage et halvt år, siger han.
Interesseret i mennesker
Christoffer deler begrebet leder og chef i to og mener generelt; at en chef peger med hele hånden og giver ordrer, mens en leder får hele gruppen med, med mere bløde og bæredygtige midler. En af de vigtigste egenskaber for en leder, mener han, er at være interesseret i mennesker.
- Er du ikke interesseret i mennesker, kan du være en god chef, men ikke en god leder. Du må kende dine medarbejdere og forstå dem og vide, hvad det er, som tænder dem. Du må synes om dem, som personer, og lytte, når de fortæller. Du kan presse medarbejderne så hårdt, du vil, bare de kan lide dig som person, siger han og slår et slag for DISC, en af de mest kendte personlighedstests.
- Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal teste eller analysere sine medarbejdere, men ved at være opmærksom på forskelligheder i personligheder, og hvad der motiverer de enkelte, kan man få en bedre kommunikation og få arbejdet til at flyde bedre.
Kommuniker mål og resultater
God kommunikation er en nødvendig ingrediens på en velfungerende arbejdsplads.
- Du skal være tydelig med, hvad du vil. Sæt målene op og kommuniker dem ud til medarbejderne. Fortæl hvorfor du sætter målet eller målene. En typisk faldgruppe er, at man ikke bruger tilstrækkelig tid på at køre en forandring ind. Man fokuserer i stedet for meget på løsningen og får ikke personalet med på idéen om, at en forandring skal ske, siger Christoffer.
En anden faldgruppe, som han møder er, at lederen ikke holder sine medarbejdere opdaterede om, hvordan det egentlig går i virksomheden.
Motivet for at undlade information kan være at beskytte medarbejderne eller, at man ikke, som leder, mener, det ikke angår de ansatte.
- Hold medarbejderne informeret om, hvordan det går i virksomheden. Hvis du også, som leder, klart viser, at du har en løsning for at løse eventuelle problemer, så lover jeg, at medarbejderne også vil handle for at hjælpe med at løse problemerne. Hvis du ikke informerer, kan medarbejderne ikke handle, men informerer du, tvinges de til at handle.
Trivsel før løn
Christoffer mener, at en jobsamtale er den eneste mulighed, når begge parter skal forsøge at sælge sig selv. Førhen var det den potentielle medarbejder, som skulle sælge sig selv, sådan er det ikke i dag. Med hjælp fra sociale medier kan ansøgeren simpelt skaffe sig "referencer" om en potentiel arbejdsgiver.
- I dag er arbejdsmarkedet inden for landbrug arbejdstagerens. Uden at kunne nævne nogle tal, så har jeg en fornemmelse af, at arbejdsløsheden blandt de unge, som vil arbejde inden for landbruget er lig nul. Modsvarende tal i Sverige, inden for de andre brancher, er der en arbejdsløshed på omkring 17,3 procent. Med det i baghovedet kan man godt forstå, at det kræver en velfungerende arbejdsplads for at kunne tiltrække og fastholde de rette medarbejdere.
- Det handler ikke om at betale mest, selvfølgelig er lønnen vigtig, men i en velfungerende og udviklende organisation, er personalets trivsel en af de vigtigste faktorer. Fungerer organisationen derimod ikke, og trives medarbejderne ikke, bliver lønnen en afgørende faktor. Hvad gør man så for at skabe trivsel; laver et godt arbejdsskema, laver sociale-arrangementer efter arbejdstiden eller byder på mad? Det er op til den enkelte virksomhed. Men at man skal gøre noget, det er der ingen tvivl om, er nødvendigt.
Tag små skridt
Til den leder, som synes, det er grænseoverskridende at have rollen som leder, giver Christoffer her nogle tips.
- Kig ind i virksomheden og se, hvad du kan ændre frem for at bebrejde omgivende faktorer. Tænk at den person, som er nemmest at påvirke, er en selv, siger Christoffer og forsætter:
- Det hjælper at træne sin interesse for mennesker i små etaper - i ønsket om at blive bedre til at lede sit personale. Ved du hvordan, man spiser en elefant, en bid ad gangen. Tag et skridt af gangen. Er virksomheden tilstrækkelig stor kan det være en løsning at uddelegere nogle af lederopgaverne.
Et andet tip er hentet med inspiration fra andre brancher.
- Lav eller deltag i en gruppe med andre virksomheder, hvor i kan diskutere og dele erfaringer, siger Christoffer.