Det er nu blevet meget nemmere at lave styret tildeling af gødning, planteværn og såsæd med god hjælp fra GPS udstyr på maskinerne.

Hele ideen med at flytte rundt med doseringen af gødning, planteværn og såsæd er at udnytte hjælpestofferne, der hvor de gør mest gavn. Det giver for eksempel god mening at nedsætte gødningsmængden i lavninger på marken, hvor der nemt bliver lejesæd, og i stedet tildele det på de områder af marken, hvor der er potentiale for et højt udbytte, og hvor næringsstofferne derfor udnyttes godt. Det er også en god idé at nedsætte udsædsmængden i lavningerne, og i stedet skrue op for udsæden på skråninger og toppe med stivere jord, hvor fremspiringen måske oftest er dårligere.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Få mestrer teknikken

GPS-teknikken er klar på mange bedrifter, hvor der er investeret i avanceret udstyr i traktoren, og på gødningsspredere, sprøjter, såmaskiner med mere. Indtil videre er det de færreste, der får udnyttet alle de muligheder, som udstyret giver for en præcis styring af tildelingen af såsæd, gødning og planteværn, når vejrudsigten dikterer, at arbejdet skal gennemføres i en fart.

Forbered dig

Når vejret er til at så, gøde eller sprøjte, skal det ofte gå stærkt, og GPS-udstyret bliver kun udnyttet, hvis man er forberedt. Det gælder derfor om at have styr på tildelingen, inden det pludselig går løs i marken.

Afsæt tid eller få hjælp af din rådgiver til at få lavet tildelingsfilerne. Skal det hele virke, er det vigtigt, at man er nysgerrig på den nye teknik, og har tålmodigheden, indtil man får lært at trykke på de rigtige knapper. Det anbefales at bruge udstyret så meget som muligt for derved at oparbejde en god rutine.

Landbrugsstyrelsen er klar med et pilotprojekt, som over de næste to år skal sætte fokus på præcisionsjordbrug. Målet med projektet er, at både landmænd og rådgivere bliver gode til at anvende teknikken. Det bør være muligt at opnå økonomiske gevinster for landmændene, og miljøet vil formentlig også få gavn af teknikken, da gødning og planteværn tildeles, hvor planterne bedst kan udnytte det.