I den lille landsby Nolde udenfor Bylderup Bov i Sønderjylland ligger Kurt Andresens barndomshjem, som den 50-årige sønderjyde overtog i 1992. Han havde afsluttet sin landmandsuddannelse på Gråsten Landbrugsskole, og overtog 32 hektar jord, 30 køer og 25 søer plus opfedning. Allerede året efter satte han svinene ud, fik mere mælkekvote, købte yderligere 23 hektar og byggede løsdriftsstald til 85 køer.
- I 1998 omlagde jeg til økologi. Arla efterlyste økologisk mælk, og omlægningen var primært økonomisk motiveret, erkender han og fortæller, at han de seneste to år har leveret mælken til Tyskland.