I Miljø- og Fødevareministeriet mener man, at målet for gennemførelse af EU-kravene til Integreret Plantebeskyttelse (IPM) herhjemme er opfyldt med den opnåede reduktion i pesticidbelastningen på 40 procent, der primært sker via pesticidafgiften. Men i forbindelse med en Fact-Finding Mission EU-Kommissionen foretog i Danmark fra den 3. til den 10. maj 2017, så finder kommissionen ikke, at Danmark lever op til de otte IPM-principper. Det fremgår af Final report of a fact-finding mission carried out in Denmark, der blev offentliggjort den 11. november.
Rapporten fremhæver en række eksempler på god praksis i forhold til brugen af planteværnsmidler i Danmark, såsom præcisionsanvendelse af pesticider på jernbaner samt en række tiltag til at udvide udvalget af ikke-kemiske pesticider, ligesom data fra vandovervågningen i Danmark indikerer en høj grad af overholdelse af kvalitetsstandarderne for både grund- og drikkevand for planteværnsprodukter, der er godkendt på nuværende tidspunkt. Den danske rådgivningsindsats fra Seges til de danske landmænd vedrørende IPM får også pæne ord med på vejen, men i rapporten fremhæves også, at myndighederne har identificeret elementer, der forhindrer en bæredygtig anvendelse af pesticider.