Abonnementsartikel

Maskinbladet har haft fingrene i Challenger MT975B og en 10 meter bred Horsch stubharve. Og lad det være sagt med det samme: - Der skal rigtig meget til at kvæle 615 hestekræfter!

Ja, jo – bevares. Der er et godt stykke vej op i kabinen på den knækstyrede Challenger MT975B, som jeg står ved foden af. Men hvad gør det, når jeg stiger op i himlen som herre over 615 hestekræfter og 19,5 ton? Slet intet – overhovedet.

Der er ganske enkelt tale om verdens stærkeste, serieproducerede og knækstyrede traktor med traditionel hjulmontering. Og det er et lækkert design og uhyggeligt mange hestekræfter, der præger Challenger-traktoren, som blev præsenteret i Europa i foråret 2007.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lokaliteten er en mark lidt uden for Bratislava, hvor Maskinbladet har haft lejlighed til at afprøve den store traktor med dertil hørende redskab. Og hvor finder man lige noget, der kan belaste den gule maskine bare en lille smule?

En 10 meter bred Tiger-stubharve fra Horsch var Agco’s bud på at sætte traktoren under pres. Det lykkedes – selvom MT975B skulle temmelig langt op i gearrækken for at melde hus forbi.

16 trin og fire modeller

Challenger MT900B-serien består af i alt fire modeller fra 430 til 570 hestekræfter nominel effekt, mens den maksimale effekt for MT975B er 615 hestekræfter.

I de to største modeller lukkes der op for dieselolien til en 18,1 liters Cat C18 Acert-motor, mens motoren i de to mindre modeller må nøjes med en Cat C15-motor på 15,2 liter.

Alle fire modeller er udstyret med en Cat 16 trins powershift-transmission med en topfart på 40 kilometer i timen ved 2.300 motoromdrejninger i minuttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og hvorfor så en model-serie på traditionelle hjul med så mange hestekræfter? Ifølge Agco er der ganske enkelt efterspørgsel på hjul-traktorer i denne klasse samtidig med, at prisen er lavere på en hjultrukken traktor i forhold til en bæltetraktor.

8x800 millimeter med bid i

Og man forstår godt, hvorfor der er efterspørgsel på sådant et stykke legetøj. Jeg har fået sænket den bugserede harve i jorden via de elektroniske olieudtag på højre armlæn. Og bedst, som jeg gearer op og tror, at nu må hestekræfterne snart slippe op i traktoren, bliver jeg lige overrasket hver gang.

Jorden flyver rundt mellem tænderne på den store harve, der ud fra et hurtigt skøn fra kabinen vurderes til at arbejde i 15-20 centimeters dybde.

Jeg skal helt op i 14. gear og en hastighed i underkanten af 20 kilometer i timen, før det gule monster hiver efter vejret – en fantastisk fornemmelse af rå power.

Og der var masser af bid i eksemplaret af Challenger-traktoren. Den er udstyret med 8x800 millimeter brede Michelin-moppedrenge model Axiobib 800/70 R38, der tilsammen giver en arbejdsbredde på godt fem meter. Som standard med kun fire hjul er arbejdsbredden dog kun 3,1 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Designet i USA

MT900B-serien er designet og bliver fremstillet på Jackson-fabrikken i Minnesota, USA - samme sted, hvor de bæltedrevne modeller i serierne MT700B og MT800B produceres. I Nordamerika blev serien lanceret i 2007, og der kører nu omkring 250 styk.

Designet bærer nogle steder præg af at være lidt amerikansk, men der er også tænkt på detaljerne og det "lækre look" under udviklingen. Og selvom der er tale om en særdeles voksen traktor, er det stadig muligt at se trækket bag på traktoren fra kabinen.

Inde i kabinen er traktoren identisk med de mindre Challenger-serier, og det er en enkel kabine, hvor computerterminalen – TCM-styreenheden – rummer langt de fleste indstillingsmuligheder på traktoren.

Her kan jeg blandt andet indstille transmissionen og vælge, om den automatisk skal skifte op og ned gennem gearene, eller om jeg manuelt vil skifte gear.

Og i god skik med rigtig ”stor-maskineprincip” fungerer fodspeederen omvendt. Det betyder, at man reducerer motoromdrejningerne, jo længere pedalen trædes i bund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fungerer naturligvis ikke sådan, at traktoren starter med fuld gas. Der er håndgas i maskinen, og først, når man øger omdrejningerne med håndtaget, er der mulighed for at reducere dem igen med fodpedalen.

Vender på en tallerken

Trods de 19,5 ton som standard har MT975B en tilladt egenvægt, der går helt op til 27 ton, hvilket kan opnås ved hjælp af front- og hjulvægte. Men når man sidder på toppen af de mange kg og hestekræfter, føler jeg ikke, den kræver specielt meget plads.

For da den er knækstyret, er den ganske enkelt bare mere manøvredygtig. Og selv med de ekstra fire 800 millimeter Michelin-dæk er traktoren i stand til at opnå en knækvinkel på 42 grader.

Det betyder, at det føles som om, jeg vender kolossen på en tallerken – og endda en lille én af slagsen.

I 2007 var det kun et begrænset antal traktorer, der kom til Europa. Men i år kan styktallet øges, hvis efterspørgslen er tilstrækkelig stor. Samtidig får traktoren også mulighed for at blive udstyret med trepunktslift i 2008. Kapaciteten er sat til 10 ton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og er brændstoftanken næsten tom på Challenger-traktoren, så lad være med et køre til den tank, hvor du skal tanke med håndpumpen. Tanken på MT900B-modellerne rummer nemlig 1.500 liter.