Abonnementsartikel
Højgaards Maskinfabrik har udviklet en propelomrører, der kan kobles direkte på gyllepumpen
Om nyhederne fra Højgaards Maskinfabrik kan røre stjerner er uvis. Men ikke desto mindre har virksomheden fået hele fire af slagsen. Det er blevet til to en-stjernede nyheder og en to-stjernet af slagsen.
De to stjerner er givet for en nyudviklet propelomrører, der er monteret direkte på trækakslen til gyllepumpen.
Ideen er, at pumpen kan bruges, samtidig med at der bliver rørt rundt i fortanken eller lagertanken. Normalt er der monteret en omstillingsventil, så man enten pumper til lagertank eller blander rundt. Men med virksomhedens to-stjernede nyhed, kan man nu begge dele på én gang.
Ifølge producenten er nyheden særlig effektiv på steder, hvor der ofte bagskylles og efterfølgende omrøres før overpumpning til lagertanken. Pumpen bagskyller samtidig med, at propellen klarer homogeniseringen i fortanken.
For at sikre driftssikkerheden og effekten er pumpen indtil videre testet i både svinestalde og i kvægstalde begge steder med gode resultater til følge.
Stjerne for desinfektion
Højgaards Maskinfabriks to en-stjernede nyheder består af en gyllerører, der kan monteres på enten frontlæsseren eller en teleskoplæsser og drives hydraulisk fra maskines hydraulik.
Den anden nyhed er Lunding Multisprøjten. Den var oprindelig tiltænkt desinfektionsopgaver i staldene, men opfinderen fandt ud af, at den let kunne omdannes til en vådfoderblander.
Den sælges med en blandebeholder på enten 60 eller 120 liter, og der følger slanger, koblinger og andet udstyr med, så den kan bruges til både desinfektion med kalk og til blanding af vådfoder i små portioner.
- Producenter, der sælger smågrise, har behov for ensartede smågrise. Her er det en stor hjælp at kunne samle de mindste grise ved fravænning og give dem et vådfoder, så de kan få gang i tilvæksten, siger Kristian Jensen Bæk, der har opfundet Multisprøjten, men overladt forhandlingen til Højgaards Maskinfabrik.