Nu er krisen så småt ved at være forbi, og derfor begynder vi igen at sænke barren for, hvornår vi skal gå ind i kampen for at hente den sidste krone. Men er det fornuftig?

Når jeg kommer rundt i landet, oplever jeg en spirende optimisme, selvom mange sikkert vil påstå, det ikke er tilfældet, når de ser det på skrift.

Byggeriet er så småt på vej i gang igen, og virksomhederne oplever igen, at der bliver tænkt på andet end det absolut mest nødvendige. Desværre oplever jeg, at nogle af de uheldige vendinger fra før krisen er vendt tilbage på den anden side. Når man begynder at omtale 1.000 kroner som småpenge, og taler om at en merpris på 50.000 er småpenge i det store spil, så frygter jeg, at vi har glemt, hvad penge er.

citat start

...I en virksomhed er alle investeringer penge som tages fra bundlinjen lige nu, og derfor skal de altid ende med at bidrage med en værdi på bundlinjen, som over en årrække minimum tilsvarer den værdi investeringen har, og helst mere...

citat slut

Nu må det ikke lyde som om, at jeg ikke ved, at man kan spare sig fattig, som nogle ynder at sige, eller at man i et byggeri til millioner kan tale om, at en mindre investering oveni kan være en fornuftig investering i det store spil, men mere som en frygt for, at vi ikke forstår vigtigheden af omkostningsbevidstheden ved selv de små investeringer.

I store virksomheder har man ofte mellemledere med budgetansvar, som sikrer, at selv et kabel til en pc. Ses som et forbrug, som skal overvejes og forhandles ned i pris hvis muligt. Det har vi ikke i landbrug, da det her ofte er landmanden selv, der tager alle beslutninger, og så bliver det for let at slække på kravene til omkostningsbevidstheden, når det blot handler om en ny kost eller en skaft til skovlen.

Når gummistøvler bliver en stor investering

Igennem de sidste tre år har jeg besøgt mange landmænd rundt i Danmark, og emnerne og de enkeltes forhold har været meget forskellige. En ting, jeg dog har oplevet mange gange, er, at landmænd fortalte om, hvilken presset situation de var i, og hvordan selv en vandventil, eller støvler til medarbejderen, blev til store investeringer, som man skulle planlægge.

Umiddelbart lyder det voldsomt, og jeg har den dybeste medfølelse med de virksomhedsejere, som af nød bliver tvunget til at overveje købet af noget så simpelt som gummistøvler. Men prøv at stop op en gang. Hvis gummistøvler kan købes 50 kroner billigere ved det ene firma, end ved det man normalt handler med, hvad er så begrundelsen for ikke at spare de 50 kroner? Hvem kan give en begrundelse, som gør, at det er en god forretning at købe dyrere støvler. Det samme gælder for vandventilen. Hvis man kan nøjes med at skifte en pakning til en krone, hvad kan så argumentere for, at man i stedet køber en ny ventil til 80 kroner? Måske kan arbejdstiden ikke betales af de 78 kroner, men mon dog ikke alligevel. Det er der, hvor den nemme løsning kan ende med at udhule bundlinjen, fordi man mister bevidstheden om de enkelte omkostninger.

Investeringer skal betale sig selv

Nu, hvor der er kommet mere gang i investeringerne, bør vi huske på at kigge på det som en helhed. Vi skal ikke købe en vaskerobot, medmindre der er regnet på det, og her falder folk ofte i en fælde.

Når vi regner på vaskerobottens rentabilitet, sætter vi de ansattes løn ind som sparede omkostninger, hvilket er det håndfaste argument for at købe robotten, og det som kan måles i kroner og øre. Fælden ligger så ofte i, at man ikke ender med at afskedige en medarbejder eller spare på lønnen til de ansatte i den virkelige verden, da vaskejobbet sjældent løsriver en hel person. Pludselig er regnestykket ugyldigt, og investeringen hviler nu alene på dynamiske effekter og bløde værdier. Lad mig slå fast, at en investering ikke altid kan sættes ind i et regneark og beregnes til en rentabilitet. Men når vi flytter os fra hårde fakta om enten en øget indtjening, eller sparede omkostninger, og over til bløde værdier som arbejdsglæde, så balancerer vi på en knivsæg, hvor resultatet lige så vel kan ende negativt som positivt.

Jeg anerkender skam fuldt ud, at en vaskerobot kan frigive noget tid, som måske kan give en bedre direkte pasning af dyrene, hvilket på sigt kan medføre en øget produktion. Men der er også en risiko for, at den i stedet frigiver noget tid, som ikke bliver brugt effektivt, hvorfor det ingen effekt vil få på produktionen. Her kræver det altså langt mere ledelse for at gøre en investering rentabel.

I en virksomhed er alle investeringer penge, som tages fra bundlinjen lige nu, og derfor skal de altid ende med at bidrage med en værdi på bundlinjen, som over en årrække minimum tilsvarer den værdi, investeringen har og helst mere. Ellers er det ikke længere en investering, men blot et forbrug, og så er vi ovre i en anden boldgade.

Tænk i helheder

Når man tænker investeringer, sker det også tit ud fra et snævert billede. Alt for tit tager vi det ønskede objekt ud fra helheden, når vi skal beregne en eventuel rentabilitet. Som eksempel kan nævnes en mejetærsker. De fleste kan regne en rentabilitetsberegning på sådan en, hvor diesel og vedligehold indgår som udgift, og sparede maskinstationsomkostninger indgår som plus.

Det, som gør det til en helhedsbetragtning, er blandt andet, at vi forholder os til den ekstra arbejdsindsats, en sådan maskine kræver. Har vi den ledige arbejdskraft, eller skal den tilkøbes. Lige meget, om det kræver en ansat mere, eller om det handler om, at arbejdskraften går fra andre opgaver, har det en værdi. Jeg tvivler stærkt på, at der er ret meget ledig tid på en moderne landbrugsproduktion i dag. Derfor bør det regnes med som et minus. En anden del af helheden er, at en mejetærsker også kræver en traktor med vogn og en mand til at sidde på den. Har vi den faktor med i spillet?

I faktaboksen ses et eksempel, som dog er sat lidt på spidsen, men hvor regnestykket går galt. Alt dette skal alene minde jer om, at vi skal huske den sunde fornuft, som krisen har tvunget os til at have. Det er ikke en moralprædiken om, at man aldrig må lave forbrug af ting, som gør livet lidt sjovere, og arbejdsglæden højere, men blot et ønske om, at man gør det med åbne øjne. Samtidig er det et ønske om, at man aldrig stoler på de regnestykker, som sælgerne opstiller, men i stedet selv regner lidt bag på en konvolut.

Lad os huske

Når nu vi står på den anden side af krisen, og vi ser frem mod en tid, som ganske givet blot er vejen frem mod en ny krise - ikke fordi jeg har nogen holdning eller spådomme om, hvornår en sådan kommer, men fordi vi historisk må forvente, at den kommer - så håber jeg, at vi har lært af den tid, vi har været igennem.

Det er ikke urimelige krav, som bankerne har haft for at gøre livet surt for os, men mere sund fornuft, når selv den mindste lille pakning skulle overvejes. Vi vil ofte gerne videre hurtigt, og derfor bliver ting tit gjort op som bagateller, hvor det i stedet er sund fornuft.

Intet er sort hvidt, og der er helt sikkert også rigtig mange, som allerede tænker sådan og handler ud fra den nye virkelighed, som vi lærte i krisen. Men at påstå, at alle gør, vil være løgn.

Opfordringen skal derfor lyde, at vi stepper op og forstår vigtigheden af selv den ene krone, vi måske kan spare, hvis vi gider gøre os umage derfor. En krone på bundlinjen er bedre en minus en krone.