Landbrugsstyrelsens vejledning tilsidesat af Vestre Landsret.

Jeg har tidligere på dette sted beskrevet, hvordan Landbrugsstyrelsens vejledning om betalingsrettigheder er direkte vildledende, når det kommer til pantsætning af betalingsrettigheder. Landbrugsstyrelsen har blandt andet i den seneste vejledning beskrevet, at pantsætninger skal registreres hos styrelsen og at der bør meddeles transport, hvis meningen er, at landbrugsstøtten skal udbetales for eksempel til en bank. Jeg og andre har venligt gjort opmærksom på, at dette er forkert. Vestre Landsret har, i en kendelse afsagt denne sommer, tilsidesat Landbrugsstyrelsens vejledning.

Den konkrete sag i Landsretten

I den konkrete sag skiftede en landbrugsbedrift ejer i 2015. Efterfølgende blev besætningen, driftsmidlerne og betalingsrettighederne udskilt (på kredit) til et særskilt selskab, mens bygninger og jord forblev hos ejeren. Det blev aftalt, at selskabet skulle meddele virksomhedspant til ejendommens ejer samt give pant i betalingsrettighederne, hvorefter problemerne opstod.

citat start

...Vestre Landsret nåede i sin kendelse frem til, at pantsætning kan ske efter reglerne om løsørepantsætning...

citat slut

Skulle man holde sig til Landbrugsstyrelsens vejledning og kun give styrelsen meddelelse om pantsætningen eller skulle man tinglyse et løsøreejerpantebrev. Man valgte - velsagtens for en sikkerheds skyld - at gøre begge dele.

Ejerpantebrevet - som jo skal tinglyses efter reglerne om pant i løsøre - blev anmeldt til tinglysning ved Tinglysningsretten, som afviste at gennemføre tinglysningen. I begrundelsen for afvisningen afslørede Tinglysningsretten et vist ukendskab til problemstillingen (for nu at udtrykke det diplomatisk); Tinglysningsretten mente, at der skulle ske tinglysning efter reglerne om fordringspant, hvilket var åbenlyst forkert (den type pant vedrører kun tilgodehavender fra salg af varer eller tjenester, hvilket betalingsrettigheder jo ikke er). Sagen endte derfor i Vestre Landsret.

Under sagen i Vestre Landsret udtalte NaturErhvervstyrelsen sig til støtte for Tinglysningsretten og forsvarede naturligvis den fremgangsmåde, som gennem mange år er beskrevet i styrelsens vejledninger. Kammeradvokaten, der førte sagen for Tinglysningsretten, bakkede dette op og anførte blandt andet, at dette system skulle have fungeret uden problemer i mere end 10 år. Konklusionen fra Kammeradvokaten og Tinglysningsretten var derfor, at pant i betalingsrettigheder slet ikke skulle kunne tinglyses, men at den eneste rigtige måde at registrere pantsætninger på, er meddelelse til styrelsen (nu Landbrugsstyrelsen).

Tinglysningsretten anførte også, at anerkendelse af tinglysning som sikring af pantsætninger ville kunne tilsidesætte registreringerne hos styrelsen med risiko for retstab for de berettigede.

Helt i overensstemmelse med al gældende jura om pantsætning anførte advokaten for de to involverede landbrugsselskaber, at der simpelthen ikke er hjemmel til at oprette et parallelt pantsætningssystem i Landbrugsstyrelsen ved siden af det tinglysningssystem, der har fungeret ret upåklageligt og med en meget høj grad af sikkerhed i mange generationer.

Vestre Landsret nåede i sin kendelse frem til, at pantsætning kan ske efter reglerne om løsørepantsætning og at det omhandlede ejerpantebrev skal antages til tinglysning.

Hvad bliver konsekvenserne af denne kendelse?

Først og fremmest må Vestre Landsrets kendelse vække en del opsigt i landets pengeinstitutter og grovvareselskaber og hvem der ellers må antages at have pant i betalingsrettigheder. Denne type kreditorer er typisk "marginalpanthavere" og har formodentlig i tiltro til, at vejledningen fra Landbrugsstyrelsen står til troende, ment sig sikret ved meddelelse til styrelsen. Denne type meddelelser er efter Vestre Landsrets kendelse værdiløse og giver ikke kreditor den ønskede sikkerhed.

Der bliver også en del røre i de mange konkursboer efter landmænd, hvor kurator hidtil har antaget, at betalingsrettighederne var pantsat korrekt.

Der må forudses et betydeligt pres på Tinglysningsretten for tinglysning af ejerpantebreve med pant i betalingsrettigheder i den kommende tid.

Har Landbrugsstyrelsen så rettet ind efter Vestre Landsret?

Det er nærliggende at antage, at landsrettens kendelse straks har fået Landbrugsstyrelsen til at ændre signaler i denne vigtige sag. På styrelsens hjemmeside er vejledningen om betalingsrettigheder imidlertid helt uændret og upåvirket af udfaldet af denne sag.

Det er ret uforståeligt, at man fra styrelsens side ikke med det samme går ud med en revideret vejledning på dette punkt, og jeg vil gå så vidt som at rejse det spørgsmål, at det offentlige meget vel kan være erstatningsansvarlig, hvis der lides tab som følge af den nu åbenlyst fejlagtige vejledning fra styrelsens side.