Abonnementsartikel
AgroTech gør i den kommende måned en aktiv indsats for at informere interesserede om potentialet i industrihamp. I februar står instituttet for to landmandsmøder om Dyrkning af industrihamp til nye markeder, hvor kommende hampavlere til høsten 2008 efterlyses.
- Der er efterspørgsel på hampefibre og hampeskæver i ind- og udland. Høstkonceptet til høst og den første fraktionering af hampen direkte på marken via mobilt system er på plads, og beregning af økonomien i hampedyrkning viser sig at være attraktiv, lyder det fra AgroTech.
På de to møder er der oplæg fra Bodil Pallesen, innovationskonsulent fra AgroTechs afdeling for Biomaterialer, og gårdejer Jørgen Heggelund, der i øjeblikket er den eneste godkendte forarbejder af industrihamp i Danmark.
Jørgen Heggelund, Vittenbjerggård ved Ejby, har udviklet et effektivt mobilt høst- og fraktioneringskoncept, der høster og forarbejder hampen direkte på marken. Prisen på råvaren er som udgangspunkt konkurrencedygtig med dyrkning af hvede.
På programmet er oplæg om nye afsætnings- og markedsmuligheder for hamp, økonomien i hampedyrkning, høst- og fraktioneringskonceptet, diskussion med mere.
Første møde finder sted hos LandboCentrum (Landboforeningen Gefion) på Landbocentret i Borup tirsdag 12. februar fra klokken 13-15. En uge senere tirsdag 19. februar er der møde hos Djursland Landboforening på Landbrugscentret i Følle, igen fra klokken 13-15.