Jeg har den dybeste respekt for, at folk har en anden mening end mig, og jeg respekterer også dybt, at man skaber en forening med det ærværdige formål, at forbedre forholdene for dyrene. Ja for det ikke skal være løgn, respekterer jeg også, at en sådan forening vælger at mene, at dansk svineproduktion holder dyr under vilkår, som de mener, er frygtelige og katastrofale, og på grænsen af dyremishandling. Det spil kan jeg godt gennemskue, og jeg kan sagtes se fordelen ved sådanne foreninger, som kan agere som meningsdannere, og påvirke branchen i en retning, for vi må erkende, at de sidste ti års udvikling i bedre dyrevelfærd, ikke var kommet uden pres fra blandt andet sådanne foreninger.
Der hvor kæden så alligevel hopper af for mig, er når vi begynder at bruge hjemmestrikkede ord og vendinger, som får billedet til at fremstå mere gruvækkende, end hvad fakta er. Kæden falder også af, når man bevidst glemmer at fortælle den hele sandhed, men kun vælger den del, som lyder grumt og ondt. Så er vi nemlig væk fra saglig og seriøs diskussion, hvor vi kan indgå i en dialog, med et fælles ønske om at løse tingene.
I kampagnen fra Dyrenes Beskyttelse, har man ikke alene brugt en overskrift, der får folk til at se grise fikserede i alt for små bure, på den indre nethinde, men man griber også fat i nogle fakta om kasterationer og halekupering, uden at man kommer med den fulde sandhed, nemlig at det er noget af det som branchen er meget opmærksom på, og som der investeres mange midler, af producenternes egne penge, på at finde en løsning på. Sluttelig glemmer man, det hele foregår med godkendelse fra landets dyrlæger, som jo må ses som dyrenes ambassadører. Hvis de tillader disse forhold, er det i mine øjne, fordi de frygter forhold for grisene, som er langt værre.
Hvis Dyrenes Beskyttelse i stedet havde gået sagligt ind i dialogen, i stedet for at forsøge at rejse en folkedomstol, havde vi måske sammen kunne gøre en forskel. Nu har vi blot i stedet gravet os ned i hver sin skyttegrav, og desværre får Dyrenes Beskyttelse måske held af, at få en hær af danskere med ned i skyttegraven.