Igennem de sidste mange år har lønnen, særligt til vores elever, i landbruget været drøftet, og med rette. Lønskalaen for elever tog et gevaldig hop opad, og i dag ligger den på et niveau, som de fleste landmænd ikke føler, harmonerer med den indsats de skal bruge på eleven, og det begrænsede udbytte man får af pågældende elevs arbejde. Ikke fordi eleverne altid er dårlige eller langsomme, men fordi de er under uddannelse, og som sådan skal lære mere, end de skal indgå i det daglige arbejde på lige fod med de færdiguddannede.
Når lønnen til eleverne er så høj, skaber det en forventning om, at den får endnu et hak opad, når uddannelsen er færdig, og på den måde eliminerer man chefens mulighed for at bruge løn som et redskab, hvor de dygtige nøglemedarbejdere får en lønstigning. Lønnen bliver på den måde taget ud af chefens redskabskasse, og ender som en simpel kurve, hvor stigningen sker på faste tidspunkter i medarbejderens ansættelsesforhold, næsten lige som den foderkurve vi bruger til grise i stalden. Dette harmonerer fint med ledelsesteorien, hvor løn kun er en vedligeholdelsesfaktor, og som sådan ikke motiverer til at give en ekstra skalle eller blive på arbejdspladsen.
Min påstand er så den, at lønnen motiverer mere, end chefen og alle teoretikerne vil indrømme. Som ansat ved man godt, om man i maven har fornemmelsen af, at man får for meget eller for lidt, for den indsats man yder. Måske virker lønnen ikke i samme grad motiverende, hvis man er tilfreds med det nuværende lønniveau, som hvis man føler sig underbetalt. Man kan måske i høj grad sige, at løn kan i værste tilfælde, ende som en "demotiveringsfaktor".
I landbrugets tilfælde er vi langt forbi det sted, hvor lønnen ikke harmonerer med indsatsen, hvilket i høj grad skyldes elevernes lønskala. Desværre rykker det også på ansattes opfattelse af, hvornår lønnen er rimelig, og derfor kan en løn som set udefra virker høj, komme til at virke som demotiverende for de ansatte. Mit bedste råd er derfor, at åbne op, og tage snakken åbent og ærligt, men også gå ind i kampen for et mere rimeligt forhold mellem elevernes løn, og deres indsats.