Velkommen til august-udgaven af Agrologisk. For mange er august bare endnu en måned, men som landmandsdatter ved jeg, at august er vigtigere end december, og betyder én ting: høst. Det betyder også, at du sikkert sidder ved køkkenbordet med trætte øjne og næsebordene fyldt med støv og snavs, når du læser dette her. Hvis du altså overhovedet får taget dig tid til at åbne bladet.

Sidste år høstede jeres kollega Torben Hansen i Køge også, og selvom en høst altid er speciel, var der noget ganske særligt ved to hektar af Hansens bygmarker. De var nemlig blevet gødet med menneskeurin, der var opsamlet på Roskilde Festival 2015. Her kunne de mandlige festivalgæster - eller enormt akrobatiske kvinder - tisse i store pissoirer, der til sammen opsamlede 54.000 liter festival-urin. Da Roskilde Festival var ovre, blev den opsamlede urin renset for lykkepiller, viagra, kokain og mere til. Herefter blev urinen gennemkontrolleret af både myndigheder og fagpersoner, for så slutteligt at blive spredt på Torben Hansens mark som gødning. Torben Hansen høstede 11 tons maltbyg af de to hektar i høsten 2016, og nu har Nørrebro Bryghus forvandlet maltbyggen til en lækker pilsner med navnet, Pisner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Landbrug og Fødevarer, der er initiativtagerne til Pisner-øllen, der kun er til salg på nettet og i supermarkedskæden Irma, hvis blå kvalitetslogo alene figurerer på gaderne i hovedstadsområdet og i nogle få byer på Sjælland. Pisner-øllen er blevet delt ud til tilfældigt forbipasserende københavnere foran Axelborg, til netværksarrangementer og på Folkemødet på Bornholm i år. Anerkendte internationale medier som blandet Huffington Post, amerikansk morgen-tv og det førende britiske musikmagasin New Musical Express har med undrende entusiasme fortalt historien om de danske landmænd, der kan forvandle pis til pilsner. De danske landmænd er bæredygtige, og kan lave Beercycling, som de skriver i deres historier. Landbrug & Fødevarer estimerer desuden, at budskabet om Pisner er nået ud til 40 millioner mennesker på den sociale medieplatform Twitter. Jeg gentager: 40 millioner mennesker!

Nu sidder du måske med din almindelige fyraftens-Tuborg foran dig og tænker: "Hvorfor i alverden har de lavet denne skøre Pisner-øl?". Hvis du gør, er du ikke den eneste. Mange landmænd har nemlig været skeptiske omkring projektet og har kritisk spurgt til, hvorfor jeres medlemskontingent går til at brygge en øl til alle de smarte københavner-typer.

Det er altid godt at være kritisk, men med fare for at blive kritiseret for at være i lommen på Landbrug & Fødevarer må jeg simpelthen sige, at Pisner-øllen er genial. For nok er den brygget til de smarte københavner-typer, men den er brygget for jer.

Jeg var så heldig at smage Pisner-øllen sammen med en masse andre smarte hipstere på årets Folkemøde på Bornholm. Her stod jeg ved siden af en ung fyr, - han stod meget længe med sin Pisner-øl i hånden og kiggede mistroisk ned i den gyldne, flydende væske. Efter lange overvejelser overvandt han dog sig selv, førte glasset mod munden, tog en tår, for herefter at udbryde: "Wow, den smager jo slet ikke af tis". Jeg stod lige ved siden af ham, og måtte diskret samle min mundvige op fra gulvet. Fyren troede, at Pisner-øllen ville smage af tis, fordi den er gødet med menneske urin. Han havde ingen ide om, at alle øllene gennem hans liv (højst sandsynligt) er blevet gødet med urin fra grise. Nu blev det min tur til at sige: "Wow".

Denne oplevelse vidner dog om noget af det, som Pinser-øllen kan, og som der er brug for. Pisner-øllen kan være med til at skabe forståelse for, hvordan vi producerer fødevarer, og hvorfor vi eksempelvis spreder gylle. Pisner-øllen er et produkt, der brander sig selv på sin produktionsmåde, og folk elsker det. Københavnerne elsker det. Medierne elsker det. Ja alle glemmer for en stund at være kritiske over for landbruget. For I åbner op. I giver os, der bor i byerne mulighed for at snakke om fødevareproduktionen. Muligheden for at blive klogere på historien om, hvorfor og hvordan man producerer det, som vi alle spiser og drikker. En historie, der ligger alt for fjernt, når man køber en six-pack i kiosken. Pisner-øllen skaber det, som vi mangler i byen og på landet i Danmark. Den kæder nemlig vores forbrug af fødevarer sammen med vores produktion af fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nok er Pisner-øllen brygget til smarte københavner-typer, men den er brygget for jer. Skål, og rigtig glædelig høst.