Abonnementsartikel
En foreløbig opgørelse af februarbørsen viser en ligevægtspris på 1,99 2,04 kroner pr. kg, hvilket ifølge Mejeriforeningen er den laveste pris nogensinde.
Det svarer til et fald på 80 øre i forhold til novemberbørsen. Den nye bundrekord kommer kun seks måneder efter, at man i august noterede den højeste kvotepris nogensinde på 4,63 kroner.
Den altdominerende årsag hertil er naturligvis, at der fra EU-kommissionens og flere af medlemslandenes side har været sendt kraftige signaler om, at mælkekvoterne udfases med en årlig forøgelse på to procent fra nu af og frem til 2015, hvor de som planlagt bortfalder.
Således er det heller ingen overraskelse hos Mælkeudvalget, at prisen er faldet så kraftigt, og man havde endda forventet, at det kunne have været endnu mere.
- Ud fra den snak, der har været om kvoteforhøjelse og afvikling af mælkekvoterne, havde vi ventet, at prisen ville falde. Man kunne have forventet, at underudnyttelsen af kvoten ville have trukket prisen endnu mere ned.
- Men vi har jo halet god ind på landekvoten den sidste måned, og den betragtning har nok været med, da buddene er blevet afgivet, siger Herluf Dose Christensen, afdelingsleder, Mælkeudvalget.
Danmark ligger i øjeblikket 10 millioner kg under landekvoten, og vi er halet ind på ligevægtsmængden med 3,5 millioner kg hver 14. dag den sidste måned, skriver Mejeriforeningen.