"Lad græsset stå længere" var overskriften på en artikel bragt i martsudgaven af Bovi. Af artiklen fremgår det blandt andet, at græsset skal stå i seks uger for at opnå en fornuftig proteinkvalitet. Det bør dog ikke friste nogen til at udskyde slættidspunktet uden at kende de samlede konsekvenser.
Nok ændrer proteinkvaliteten sig i takt med græssets udviklingstrin, men græssets fordøjelighed og fylde falder samtidig markant. Summa-summarum: For at opnå høj ydelse, er der behov for høj foder- og grovfoderoptagelse, og det kræver, at græsset høstes tidligt med høj fordøjelighed og lav fylde. Samtidig giver tidlig høstet græs mulighed for at opnå en større andel hjemmeavlet protein fra græs.