Abonnementsartikel

Europæiske mælkebønder vil have EU-Kommissionen til at droppe planer om at øge mælkekvoten med to procent og truer med at stoppe produktionen, hvis de ikke bliver hørt

Det var knap 5.000 meget vrede mælkebønder, der havde fundet vej til Bruxelles, og som med koklokker, pibekoncert og båthorn gjorde opmærksom på, at de vil have lov til at beholde mælkekvoterne, have en høj pris for deres mælk og beskyttes mod dumping fra andre lande.

European Milk Board (EMB), der repræsenterer 80.000 mælkeproducenter i 12 forskellige europæiske lande – herunder Danmark – havde indkaldt sine medlemmer til konference for blandt andet at protestere mod en varslet opjustering af mælkekvoten på to procent fra 1. april i år, hvilket, de frygter, vil få prisen på mælk til at falde fra det nuværende høje leje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

? Vi er langt fra tilfredse med EU-Kommissionen. Tværtimod ser vi dette som en krigserklæring, sagde Romuald Schaber, der er formand for foreningen.

Han gjorde det klart, at det ikke kun er lovmagerne, men også mælkeindustrien, EMB er ude efter, fordi han mener, den ikke vil stille sig solidarisk og tage et medansvar for bøndernes vilkår ved en opjustering af mælkekvoten, men bare vil tage den ekstra profit og løbe. Og det skal have konsekvenser.

? Hvis vi ikke får en pris, der dækker vores omkostninger, så er vi klar til at stoppe produktionen, understregede formanden.

Niels Lund, der er bestyrelsesmedlem af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM), repræsenterer de skandinaviske mælkebønder i den europæiske forening.Han er i enig i, at det er nu, at mælkeproducenterne skal stå sammen og stille krav.

? Vi skal have en pris, så vores omkostninger kan blive dækket og vi kan betale vores medarbejdere. Det sker ikke uden en ordentlig indtjening, og det tror jeg også godt, at forbrugeren kan forstå, siger Niels Lund, der understreger, at erfaringer fra udlandet viser, at en sænkning af mælkeprisen for bønderne ikke engang er sikker på at komme forbrugeren til gode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forudser, at de forventede kvotestigninger vil betyde, at de tyske bønder vil lukke ned for handelen allerede i maj.

? Den politiske forståelse er jo nul og niks. Men så må man jo selv tage hånd om det, siger Niels Lund, dog ikke kan forestille sig, at de danske mælkeprocenter vil springe med på en eventuel strejke.

? Jeg har hele tiden sagt, at i Danmark er de ikke parate til at gøre det. Men hvis vi ikke forlanger den pris, vi vil have, så får vi den aldrig, siger han.

14 plastikkøer til generalvicedirektør

Konferencens hedeste modtagelse fik Lars Hoelgaard, der er vicegeneraldirektør i EU-Kommissionens landbrugsdirektorat og dermed budbringer til landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. Han fik overrakt 14 plastikkøer som en påmindelse om, at mælkebønderne er derude – og de er vrede.

Og gennem pibekoncert og koklokke-ringen fik han afleveret det upopulære budskab, at lige meget hvor meget det går bønderne imod, så er og bliver den foreliggende stigning kun begyndelsen på en total udfasning af kvotesystemet, som vi kender det i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

? Mælkekvoterne kommer til at forsvinde i 2015, og nu må vi bare få det bedste ud af situationen, sagde han, hvilket salen kvitterede ved at drukne ham i tilråb og larm.

Derudover mindede han bønderne om, at over halvdelen af de europæiske mælkeproducenter allerede er forsvundet, og at det unægteligt går den vej for industrien – især hvis de ikke er villige til at producere ekstra, når markedet, som nu, forlanger det.

? Hvorfor skulle vi ikke udnytte den yderligere efterspørgsel, spurgte vicegeneraldirektøren, der forudså, at bønderne vil kunne afsætte seks millioner ton mælk ekstra i 2014.

?Hvorfor overlade det til tredjelande. Det har jeg meget svært ved at forstå, sagde han.