I januar og marts 2017 skrev jeg i Agro om restaureringen af vores lokale å og om at gøde efter planternes behov. Selv om vi gøder efter planternes behov, går det ikke ud over et godt vandmiljø. De vigtigste årsager til dette er: 1) En høj kvælstof-virkningsgrad, hvor vi med høje udbytter og høj protein-procent ved høsten fører næsten al det kvælstof og fosfor som vi har tilført bort fra marken. 2) Ved at anlægge fosfor- og kvælstof-fælder og vådmarker langs åen, og terrasser og meandering i åen, sørger vi for at fange meget fosfor og kvælstof, før det når ud i åen og havet.
I dette nummer af Agro vil jeg beskrive en stor, vellykket vådmark, som vi har anlagt på vores ejendom. Forhåbentlig er her nogle erfaringer, som kan være nyttige for andre.
Restaureringen af Kjøset
I 2012 købte vi jord fra en nabo. Der er tale om et område på cirka 21 hektar, kaldet Kjøset. Kjøset er cirka 700 meter øst-vest og cirka 300 meter nord-syd, afgrænset mod nord af en vej og mod syd af en å. (se figur 1). Jorden på Kjøset bestod af jord med et temmelig højt humusindhold på lerbund, som blev oversvømmet af åen et par gange om året. Før købet havde vi sikret os forhåndstilsagn om betaling af cirka 95 procent af en restaurering (primært fra Lensstyrelsen). Vi afsatte syv hektar til at skabe en stor vådmark, 700x100 meter mod syd, mens de resterende 14 hektar agerjord, 700x200 meter mod nord, skulle restaureres.
Først borede vi jordprøver i tre meters dybde for at fastslå jordarterne. De penge var givet rigtig godt ud, det var en vigtig forudsætning for en god projektering. Derefter fjernede vi med bulldozere muldlaget på 30-120 centimeter ned til lerlaget, og vi placerede leret i store bjerge. Så gravede vi vådmarken ud mod syd med gravemaskiner, et hul på cirka fem hektar og 70.000 kubikmeter. Herved opstod en sø, hvor vandet var dybt mod vest og længst mod øst, og lavvandet på midten. (Se figur 1). Det ligner lidt et kæmpe badekar af ler. (Se billede 1). Med bulldozere placerede vi al dette ler på agerjordsdelen mod nord, så vi hævede marken med over en meter. På den måde fik vi en flade af ler på 700x200 meter.
Vi førte derefter muldjorden tilbage og fordelte den, så vi på de 14 hektar fik et lag af cirka 30 centimeter muldjord på et underlag af ler. Restaureringen gennemførtes i begyndelsen af 2013. Herefter lod vi marken hvile og sætte sig. Vi såede græs for at have en god grønsvær, som dræningsmaskiner kunne køre på. I sommeren 2015, cirka to år efter afslutningen af restaureringen, gennemførte vi en systematisk dræning af de 14 hektar. Sugerørene blev lagt med dræningsplov, vi valgte tre tommers sugerør i stedet for standard to tommer. Fra efteråret 2015 har marken indgået i omdriften. Billede 1 er et foto af vådmarken, billede 2 er et foto af agerjorden.
Vådmarken på Kjøset
Agerjorden fungerer godt. Der har ikke stået vand på marken siden foråret 2015. Mod syd har vi fået spændende natur i form af en vådmark. Jeg vil beskrive vådmarken ud fra en artikel af Kim Andersson (Reference 1), som taler om multifunktionelle vådmarker. Jeg vil også beskrive økonomien i denne vådmark.
I Reference 1 skriver Kim Andersson om multifunktionelle vådmarker. Han taler om næringsreduktion (N og P), reduceret risiko for oversvømmelse, øget biologisk diversitet, rekreation og landskab, fiskeri og jagt, genanvendelse af næring og biomasse for energi og vandingsreservoir. Jeg vil bruge disse emner som overskrifter.
Næringsreduktion
Størstedelen af året får vådmarken sin vandforsyning fra nord. Det sker ved hjælp af to store rørledninger med overfladevand og fire rørledninger med dræningsvand. Hermed havner store mængder af N og P-holdigt vand fra et meget stort område i vådmarken, som fungerer som en kæmpe fælde for N og P. Mod sydøst er der et udløb gennem en rørledning, som kan åbnes og lukkes efter behov. Udløbet står typisk åben, når vandet står højst i vådmarken, og det er lukket, når vandet står højst i åen. I realiteten står den lidt åben størstedelen af året.
Reduceret risiko for oversvømmelse
En til to gange om året (i vinterhalvåret) går åen over sine bredder. Mod sydvest har vådmarken et indløb, som er en udgravet kanal med bund, cirka 50 centimeter under markhøjden. Når åen når 39 meter over havet, strømmer den ind gennem indløbet og fylder vådmarken. Når vandstanden i åen efter nogle dage er faldet, slipper vi langsomt vandet ud gennem udløbet mod sydøst. Sammen med to andre kæmpe-vådmarker i nærheden, fungerer Kjøset derfor som en buffer, som tager en del af åens overskudsvand. Vi har i de seneste år fået bedre styr på åen i perioder med meget vand.
Øget biologisk diversitet
Vådmarken ligner et stort badekar af ler. Der er ikke meget plantevækst. Det skyldes måske, at det er svært for planter at etablere sig på lerbunden uden muld. Dette gælder dog ikke for piletræer. Jeg tørlægger vådmarken en gang hver sensommer for at klippe stort set hele området, ellers vokser det til i piletræer - og jeg mister min miljøstøtte.
Der er dog alligevel en ganske levende fauna, hvilket ses af fuglelivet. Der er mange andefugle, både i antal og arter. Der er mange rovfugle: rød glente, rørhøg, musvåge, falk, havørn og kongeørn. Og så er der vadefuglene! På en god dag i den tidlige sommer kan jeg tælle 17 forskellige arter (ved hjælp af en god ven, som er en fremragende ornitolog), inklusive rugende klyde og præstekrave.
Rekreation, landskab, fiskeri og jagt
Vådmarken er et smukt indslag i landskabet, og der er mange, som går tur ved vådmarken. Den ligger godt for vandreture. På cirka 700 meter kan man gå mellem åen og vådmarken.
Jagt bliver der derimod ikke så meget af på Kjøset. På grund af status som vådmark med miljøstøtte må vi ikke sætte vildt ud, og vi må ikke fodre vildtet. Vi driver vores jagt i et jagtlag sammen med fem nabogårde. Vi sætter fugle ud og fodrer, og jagten er klapjagt eller drivjagt. Derfor er Kjøset ikke så interessant for jagtlaget. Heller ikke fiskeriet er imponerende. Da vandstanden i vådmarken varierer meget (og skal gøre det), er det svært at få en ordentlig fiskebestand. Man kan ikke få alt her i livet.
Genanvendelse af næring og biomasse for energi
Fordi Kjøset optræder som en kæmpe fælde for fosfat og nitrat, opstår der et bundsediment, som er rigt på fosfor og kvælstof. Efter 5-10 år har vi pligt til at rense bunden i vådmarken. Når den dag kommer, forestiller jeg mig, at vi kan sprede sedimentet, der er rigt på fosfor og kvælstof, på nærliggende marker. Men sedimentet skal selvfølgelig først kontrolleres for tungmetaller og så videre. Det ville være dejligt at kunne genanvende det dyrebare fosfor.
Med hensyn til biomasse for energi har vi i Tullstorpså projektet forsøgt to ting. Dels har vi anlagt en forsøgsvådmark, som tilplantedes med græsser. Det lykkedes aldrig at få græsserne til at vokse, så de kunne høstes og leveres til et biogasanlæg. Dels har vi høstet græsser på terrasser, der er anlagt langs åen, og vi har leveret dem til et biogasanlæg. Normalt høster man biogasafgrøder på store marker. Både penge-økonomien og energi-økonomien i at høste græsser på en å-terrasse, i meget mindre skala, blev forfærdelig. Ikke alt er så let som det lyder. For mig at se er det et typisk forslag fra miljø- og natur-folk. Det lyder attraktivt, men er i praksis uigennemførligt. Hvis man skal gøre noget i den retning, tror jeg, man skal sprede det høstede græs på nærliggende marker og pløje det ned.
Vandingsreservoir
Og nu til en vision som jeg selv holder meget af.
I nogle prognoser for det fremtidige klima spås det, at vi får varmere somre, og at nedbørsmængden ikke kan følge med. I den situation kunne det blive interessant med kunstvanding. Jeg har lyttet mig frem til, at kunstvanding med kapacitet til 100 hektar koster to millioner SEK til anlæg af reservoir og en million SEK til indkøb af vandingsmateriel. Til den pris kan det kun betale sig at vande specialafgrøder, men hvis man nu har vandingsreservoiret gratis, er udgiften kun en million SEK, og så kan det betale sig at vande vores almindelige afgrøder, raps, hvede, sukkerroer og byg.
Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at prognosen bliver virkelighed hos os. Siden 2010 har vi på Norregård i gennemsnit haft en årsnedbør på 726 millimeter med en stigende tendens, så det kan ikke betale sig at vande. Men hvis nu, det sker, så har vi et gratis vandingsreservoir på op til 70 000 kubikmeter, nok til at vande måske 100 hektar. Vandingstilladelse skulle være til at få, vi skal jo ikke pumpe grundvand op, men fylde reservoiret, når der er overskud af vand i åen, og bruge vandet, når det er tørt. Lensstyrelsen skal give tilladelse til det. Jeg har ikke spurgt, men vores kontrakt på vådmarken løber ud i 2033 - hvor jeg bare er 81 år gammel.
Økonomien i vådmarken og restaureringen af Kjøset
Og nu til noget som interesserer alle landmænd, inklusive mig selv. Hvordan er økonomien i vådmarken og restaureringen af Kjøset? Et sådant projekt skal selvfølgelig gavne miljøet, men det skulle også gerne gavne landbruget og økonomien. Dette var særlig vigtigt i vores tilfælde. Vi skulle jo købe marken, restaurere den og efterfølgende få det til at løbe rundt.
Vi købte 21 hektar jord på Kjøset for godt fire millioner SEK. Restaureringen kostede cirka 2,0 millioner SEK, men dem betalte vi jo ikke selv. Lensstyrelsen betalte det meste. Tullstorpså-projektet betalte cirka 100 000 SEK, og vi selv betalte cirka 100 000 SEK. Dræningen kostede cirka 250 000 SEK, før skat. Så Kjøset står os i under 4,5 millioner SEK. I dag er Kjøset antagelig over seks millioner SEK værd, blandt andet hjulpet af jordpriserne, som har det med at stige. Så kapitalmæssigt er det OK. Indtægterne fra forpagtning er cirka 70 000 SEK. Vådmarken giver 35 000 SEK i miljøstøtte og 10 000 SEK i gårdstøtte. I alt 115 000 SEK til at betale 4,5 millioner SEK, det er 2,6 procent i forrentning. Vi betaler cirka 2,1 procent i rente og bidrag på F5-lignende lån. Og som landmand har man jo altid penge med, når man køber noget, så det løber rundt.
Was it worth it?
Det er klart, at en vådmark gavner miljøet ud fra mange perspektiver, for eksempel næringsreduktion og biologisk diversitet. Når man anlægger vådmarken, får man oftest mange tons jord til overs. Det er vigtigt at have en nøje plan for, hvordan de skal anvendes. Typisk kan man bruge det til til at hæve lavtliggende landbrugsjord i nærheden. På den måde kan man gavne både miljøet og landbruget. Men hvis økonomien skal hænge sammen, kræver det ganske store tilskud, både til at anlægge vådmarken og senere hektarstøtte på vådmarken. Hektarstøtten skal jo betale for vedligeholdelsen af vådmarken, og især for, at man undlader at dyrke området.
På Kjøset hænger kalkylen sammen. Derudover kan vi glæde os over et stykke dejlig natur, og at vi nu har endnu en recipient til at tage imod vort dræningsvand, så det ikke skal løbe direkte ud i åen med det fosfor og kvælstof, som er tilbage, efter at vi har fjernet det meste som protein i vores afgrøder.
Reference
1. Kim Andersson, Stockholm Environment Institute, working paper no. 2012-08, Why multifunctional wetfields: Reduce nutrition (P and N), reduce risk for flooding, reservoir for irrigation, increase biological diversity, recreation and landscape, fishing and hunting, biomass for energy, recycling of nutrition.
