En bil med defekte dæk når ikke langt - det samme gælder for en ko, hvis den har dårlige klove. Det ved vi alle, og alligevel er der alt for mange halte køer ude i besætningerne.
En af de største afgangsårsager for døde og for tidligt slagtede køer er netop klov-/lemmelidelser.
Det er da heller ikke mere end en måned siden, at den nye formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg, proklamerede, at "nu skal det være slut med halte køer", og at sunde ben og klove skal være en del af den strategi, som Landbrug & Fødevarer, Kvæg lægger for 2018.
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke over, hvorfor det skal være nødvendigt med et nationalt fokus. Det burde det ikke være. Men når tilstanden ude i besætningerne nu engang er, som den er, er det desværre nødvendigt.
De fleste kan godt se, når en ko er halt. Men det skulle slet ikke gå så galt. Problemerne skal tages i opløbet.
Brug nu den viden og de værktøjer, I har til rådighed. Inddrag gerne alle medarbejdere - fire øjne ser bedre end to, og det skader heller ikke, at alle føler sig ansvarlige for, at der bliver strammet op.
Tag fat i de eksperter, der er på området - måske er I heldige, at der falder lidt guldkorn af. Og læg endelig jeres egen strategi for at forbedre besætningens klovsundhed - først og fremmest gavner det køernes velfærd, men mon ikke også det vil kunne ses på bundlinjen?
Med en lille indsats kan man altså også komme langt!