Tillid mellem mennesker betyder meget for, hvordan vi agerer i forhold til hinanden. Men hvordan er tilliden mellem dig og dine samarbejdspartnere? Tilliden mellem dig og banken har stor betydning, og netop tilliden er et parameter, du selv har mulighed for at påvirke. Som Michael Haahr Andersen, afdelingsdirektør, Jyske Bank, fortalte på Patriotisk Selskabs Økonomikonference 2016 i december, ser banken meget på landmandens evne til at drive virksomhed, og han sætter streg under, at et landbrug skal drives som en virksomhed.
- Vi er fortsat med til at finansiere landbrug, og vi forventer meget. Vi ser på landmandens evne til at have en strategi og omsætte den til indtjening, altså evnen til at føre en plan ud i livet og flytte sig. I den proces er tillid meget vigtigt mellem parterne. Vi skal kunne stole på hinanden og være ligeværdige i den proces. Men landmanden skal være klar over, at enhver beslutning eller handling i virksomheden skaber værdi eller koster penge, siger han.