Lige nu har samfundet stort fokus på brugen af zink og antibiotika i dansk svineproduktion, og der er stort fokus i svineproduktionen på at finde alternativer. Samtidig løber andre spillere i debatten med en historie om dansk svineproduktion som værende blandt de største sundhedstrusler i det danske samfund. Vi halser hele tiden efter debatten i forsøget på at tilføre lidt faglighed, og samtidig forsøger vi at følge med den udvikling, der foregår.
Når jeg sætter mig tilbage i stolen med en god kop kaffe og forsøger at se branchen lidt i perspektiv, så får jeg mest af alt et billede af et skib, hvor besætningen slås indbyrdes om den retning, skibet skal sejle i, og hvor der ikke fremstår nogen synlig kaptajn. Bæredygtig Landbrug er i gang med at sagsøge staten for fortidens fejl og mener, det bør være kursen, mens blandt andet økologerne ønsker en anden kurs, og endelig er der nogen, der vil en helt tredje vej. Der er så mange forskelligrettede interesser i dansk landbrug og dansk svineproduktion, at det kræver en god kaptajn at styre skibet sikkert i havn, og her mangler jeg måske lidt konsistens fra Martin Merrild.
Samtidig med, at Bæredygtig Landbrug er gået i krig mod ministeren og hans embedsmænd på en måde, der minder meget om den blodrus, man ser hos slagtesvin, når en enkelt gris får bidt halen til blods, står økologerne og presser kaptajnen til at få ministeren til at sikre bedre forhold for deres produktion, og andre spiller med på ideen om antibiotikafrie grise, mens stadig andre ønsker, at ministeren bliver presset til at holde igen på den dagsorden.
Om løsningen er, at vi skal grave os ned i fortidens beslutninger, eller om vi skal gå i den ene eller anden retning, kan være en svær beslutning for kaptajnen, men hvis ikke kaptajnen på broen sætter en klar kurs, frygter jeg, at vi dræber os selv i vores jagt på at slukke brande.
