Abonnementsartikel
Det er snart tid til årets kvægkongres, og i en tid, der byder på masser af udfordringer og muligheder er det ikke tiden til at hvile på laurbærrene, men til at tænke fremsynet
I en tid, hvor der tales en hel del om at fremtidssikre uddannelser, virksomhedsstrukturer med mere, er det meget passende, at fremsynet præger programmet for Dansk Kvægs Kongres 2008, hvor fremtidens udfordringer og muligheder dominerer.
Årets kvægkongres finder sted i Herning Kongrescenter 25. og 26. februar i en periode, hvor det ikke går så ringe endda.
Overblik og overskud
- Danske kvægbrugere er i front, når det gælder produktion af kvalitetsprodukter. Det, der kendetegner dansk kvægbrug, er evnen til at omstille sig i en verden, som er i rivende udvikling.
Sådan lyder det i Dansk Kvægs optakt til kvægkongressen, men det påpeges samtidig, at danske kvægbrugere anno 2088 ikke kan tillade sig at hvile på laurbærrene.
- Priserne på mælk, korn og kraftfoder er ustabile, og samtidig står kvægbrugerne over for krav om bæredygtighed og ansvarlighed. Det kræver overblik, overskud og styring at øge produktiviteten, understreger Gitte Grønbæk, direktør, Dansk Kvæg, og Peder Philipp, formand for Dansk Kvæg i deres indbydelse til kvægkongressen.
Et væld af oplæg
Disse krav afspejler sig i årets program, hvor der blandt andet sættes fokus på økonomi, dyrevelfærd, miljø og arbejdskraft, lige som der også rettes spot mod at sætte turbo på avlen alt sammen med henblik på konkurrencedygtigheden i et verdensmarked i rivende udvikling.
Mandag 25. februar er der mulighed for en tår kaffe fra klokken 9.30, inden Peder Philipp og Gitte Grønbæk klokken 10 aflægger deres beretning.
Efter frokosten indtager fødevareminister Eva Kjer Hansen talerstolen og holder oplæg om Dansk Landbrug 2022 hvordan og hvorfor.
Derefter er der frem til klokken 21.30 et væld af spændende oplæg. Tirsdag begynder programmet klokken 9.30 og slutter klokken 15.30.
Muligheder og udfordringer
Programmet for tirsdag eftermiddag og aften er et godt signal om den fremsynede strategi, som kvægkongressens program sigter til.
Klokken 15.00 kan man vælge mellem oplæg om at få styr på frugtbarheden, om hvordan prisudsving har ramt oksekøds-produktionen og om hvordan globaliseringen udfordrer landbruget.
- Den globaliserede verden har nået mælkeproducentens stalddør. I de kommende år vil yderligere reformer af landbrugspolitikken, en mulig WTO-aftale og ikke mindst afskaffelse af mælkekvotesystemet forstærke denne udvikling.
- Dette giver nye muligheder og udfordringer for kvægbrugeren, lyder det blandt andet i præsentationen for oplægget om globalisering.
I gear til fremtiden
Muligheder og udfordringer er i det hele taget omdrejningspunktet for den brede vifte af oplæg, der i forhold til avl og sundhed blandt andet omfatter temaer som Turboavl fremgang for etik og økonomi, Sunde køer fra top til tå og Levende kalve og vinderkøer.
Fremsynet dominerer også temaer som Overskud med omtanke, Sæt din mælkeproduktion i gear til fremtiden og Tilpas foderforsyningen til verdensmarkedspriserne
Derudover spiller eksempelvis økologi og fokus på at forbedre arbejdsmiljøet en væsentlig rolle på årets kvægkongres, så der mangler bestemt ikke faglige input på Dansk Kvægs kongres 2008.
Det er gratis at deltage i kongressen, og tilmelding er ikke nødvendig. Dansk Kvæg står for forplejning under kongressen, med undtagelse af frokost.
Du kan finde hele programmet for Dansk Kvægs kongres 2008 og præsentationer af alle oplæg på Landscentrets hjemmeside, www.lr.dk, hvor du skal gå via Landbrugsinfo, Kvæg og Dansk Kvæg kongres.