Abonnementsartikel

I denne udgave markerer vi, at det er 30 år siden, at Bovilogisk udkom for første gang med et jubilæumstillæg inde i bladet.

Meget vand er løbet i åen siden, Bovilogisk Tidsskrift, Kvæget så dagens lys for første gang. Dansk landbrug har været igennem en kæmpe udvikling på de 30 år, og det er en udvikling, som fortsætter.

Strukturudviklingen i landbruget er ikke til at komme uden om, og for nogle har den været vigtigere end andre. Men for at sikre erhvervets overlevelse, har det været en nødvendighed. De danske kvægbrugere har været dygtige til at få blandt andet avl og fodring til at følge med og tilpasse sig udviklingen indenfor kvægbruget. Og høster stor anerkendelse herfor blandt udenlandske kollegaer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men når jeg skimter de artikler, som blev bragt dengang i 1987, slår det mig, at det stort set er de samme udfordringer, landbruget generelt står over for her 30 år senere. I en af artiklerne, jeg faldt over: "Der er noget galt i Danmark", pegede cheføkonom Torben Nielsen, som siden sad som administrerende direktør for Kopenhagen Fur i 23 år, på, at den manglende konsolideringsevne, har resulteret i, at landbruget har vandret fra den ene krise til den anden. Han slutter af med, at landbruget ikke har brug for medynk, men en forståelse fra det omliggende samfund, der skal mønte ud i, at vi kan konkurrere på lige fod med de øvrige landbrug i fællesmarkedet. Det kunne lige så vel have været skrevet i en artikel anno 2017.

Hvorfor har vi ikke rykket os mere på den front? Er det fordi, at det faktisk ikke kan betale sig at drive dansk landbrug? Og igen kan jeg henvise til 1987. I lederen af den første udgave af Bovilogisk, stiller den daværende redaktør, spørgsmålet: "Vil I overhovedet have landbrug?" Det spørgsmål kan vi åbenbart blive ved med at stille i al uendelighed til befolkningen og de politiske magter, som er med til at sætte dagsordenen for erhvervet.

Hvis vi virkelig vil have, at dansk landbrug ikke blot skal høre fortiden til, mener jeg, at vi skal trække i arbejdstøjet. Det gælder både erhvervet, som skal lære at tage ansvar for egne handlinger, mens politikerne må sikre, at vi har rimelige rammevilkår at arbejde ud fra, så det i hvert fald ikke er det, som er afgørende for, om vi er købt eller solgt.

Fuldstændig samme problemstilling som for 30 år siden, da Bovilogisk Tidsskrift, Kvæget så dagens lys for første gang.

God fornøjelse med læsningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Artiklen "Der er noget galt i Danmark" kan læses i fuld længde HER. Der er desuden flere artikler fra 1987 HER.