Abonnementsartikel

Europæiske virksomheder skal være verdensførende inden for biomasse og bioenergi gennem netværk over landegrænser

Europæiske virksomheder skal være førende i verden inden for biomasse og bioenergi inden 2010. Det er et mål, som EU vil nå ved at hjælpe europæiske virksomheder med at udvikle sig gennem øget samhandel.

Hvad det konkret går ud på kan danske virksomheder opleve i april måned, hvor der afholdes en kontaktbørs i Viborg. Her vil virksomheder fra Danmark og det øvrige EU mødes for at skabe kontakter, der skal øge eksport, samhandel og udvikling af ny teknologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de virksomheder, som deltager på kontaktbørsen, er Lind Jensens Maskinfabrik(LJM).

- Vi har rigtig gode erfaringer med at deltage i kontaktbørser. Her har vi ofte fået den første kontakt til nye kunder og samarbejdspartnere, fortæller Mogens Madsen, salgschef i LJM, hvor man i over 20 år har brugt kontaktbørser som en effektiv metode til at udbrede salget af blandt andet landbrugsmaskiner til det meste af verden.

Nye teknologier

Arrangørerne af kontaktbørsen i Viborg, Håndværksrådet International, forventer, at mellem 200 og 225 virksomheder fra omkring 17 EU-lande vil deltage i netværksmødet.

Overskriften for kontaktbørsen er biomasse og bioenergi.

- Vi leverer udstyr til landbruget og kan se, at der er meget stor interesse for netop biomasse og bioenergi, forklarer Mogens Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arrangementet i Viborg løber fra 21. til og med 23.april, og i løbet af de to mødedage kan deltagerne nå at stifte bekendtskab med virksomheder, som er potentielle kunder, samarbejdspartnere eller leverandører.

- Man møder typisk omkring 20 virksomheder, som man i løbet af en halv times samtale finder ud af, om man kan samarbejde med, vurderer Mogens Madsen.

Hans erfaring er, at en kontaktbørs giver mellem én og tre kontakter, som man senere får et samarbejde med.

Kontaktbørs i Viborg

Under navnet ”PAVE Viborg2008” afholdes 21.-23. april 2008 en kontaktbørs for virksomheder, myndigheder og organisationer, som har interesse inden for biomasse og bioenergi.

I Danmark afholdes kontaktbørsen af Håndværksrådet International A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På kontaktbørsen mødes to virksomheder i en halv time for at diskutere mulige samarbejdsområder. Formålet er at etablere den første kontakt, ikke at der skal ligge en færdig samarbejdsaftale efter en halv time.

En virksomhed kan i løbet af de to dage, kontaktbørsen varer, nå at have op til 20 programsatte møder.

Interesserede virksomheder, myndigheder og organisationer kan læse mere på www.trademeeting.com