Abonnementsartikel
100 dage efter overtagelsen har virksomhedens nye ejere og bestyrelse besluttet sig for, hvordan man fremover vil profilere sig. Den 1. september 2016 overtog KJ Klimateknik aktiviteterne fra dennes mangeårige strategiske samarbejdspartner Klima Design, der rykkede ind i de fælles lokaler i Thorning ved Kjellerup. Kort tid efter, den 1. november 2016 solgte KJ Klimatekniks grundlægger, Kaj Johansen, begge selskaber til Allan Pedersen og Kaj Pedersen.
Efter godt tre måneder på posten er ejerne nu klar med den fremtidige virksomhedsstruktur-, og profil. De to virksomheder samles formelt til én virksomhed pr. 1. juli 2017, men allerede nu er det fremadrettede navn og logo på plads.
- Jeg har været meget observerende i den første tid, både internt og eksternt, siger direktør Allan Pedersen og fortsætter:
- Vi har i vinterens løb deltaget på 3 udstillinger, hvilket har været en enestående mulighed for at møde virksomhedens nuværende og potentielle kunder samt branchens aktører. Det er i perioden blevet stadig mere klart, at KJ Klimateknik fremstår som et stærkt brand med et utrolig godt renommé i Danmark. Det skal vi bevare, så derfor bliver KJ Klimateknik A/S også det fremtidige navn for den konsoliderede virksomhed.
Det nye dynamiske logo vil blive implementeret løbende fra nu af. Den første anledning til at anvende logoet bliver i forbindelse med en stillingsannonce for en ny salgskonsulent.
- Vi har naturligvis en plan om at udvikle og vækste virksomheden. Vi oplever allerede en stigende efterspørgsel efter vore produkter, og vi har gang i flere spændende projekter og samarbejder. Derfor ansætter vi nu en ny salgskonsulent, siger Allan Pedersen, der ligeledes oplyser, at virksomheden vil blive mere synlig og aktiv på de sociale medier.