I disse dage, hvor vi taler om månegrise, og hvor fokus er rettet mod søernes frie liv, er det let at tænke tilbage på fortiden som den sorte skole, hvor dyrevelfærd var et fyord, og hvor den økonomiske gevinst gik forud for dyrenes ve og vel. Spørgsmålet er så bare, om det er sandheden.
Jeg er så gammel, at jeg kan huske overgangen. Både fra søer i bindsler til de klassiske bokse, men også overgangen til løsdrift. Begge gange skete det under pres fra lovgiverne, og man kan med god grund tro, at udviklingen ikke var gået sådan, hvis ikke det pres havde været der. Jeg skal nok lade være med at konkludere, at vi ikke kan udvikle os uden politisk pres, for det mener jeg bestemt godt, vi kan. Spørgsmålet er blot i hvilket tempo og i hvilken retning, det var sket, hvis det alene var os selv og markedet, der skubbede på udviklingen.
Dengang de røde, blå og sorte bindsler røg på jerndyngen, var det ikke alene, fordi politikerne pressede os til det. Ønsket om at skabe et system, der var mindre arbejdskrævende, og fordi nogle så en øget dyrevelfærd for søerne, gjorde, at systemet vandt indpas. Enkelte holdt dog fast i, at søerne havde mere bevægelsesfrihed i bindslerne og dermed større velfærd, og først da det blev forbudt ved lov, røg de sidste bindsler ud af stalden.
Min påstand er, at svineproducenter ikke har været ligeglade med dyrenes velfærd dengang og ej heller i dag, og jeg er meget overbevist om, at man gjorde det, man anså som bedst muligt. Derfor er det forkert at stå i dag og klandre fortidens produktionsformer som værende bevidst dårlig dyrevelfærd. Vi agerer i den virkelighed, vi lever i, og derfor kommer fortiden tit til at se sort og grim ud, fordi vi i dag lever i en anden tid.
