2016 var endnu et år, hvor medierne bragte historier om dyrevelfærd og antibiotikaforbrug, alt imens vi, der færdes i branchen, sidder tilbage med opfattelsen af, at det ikke er et fuldstændigt billede, man bringer. Indtil nu har svaret været mere fakta, men spørgsmålet er blot, om det har den ønskede virkning.
Når den almindelige borger i Danmark ser på landbruget, er indtrykket hovedsageligt styret af følelser. Man har et følelsesmæssigt syn på, hvordan de søde, små grise skal leve, inden de ender på tallerkenerne. Ikke fordi man ikke kender fakta, eller kan gennemskue en større samfundsmæssig konsekvens af de ønsker, man har, men fordi det rammer ind i det center i hjernen, hvor de nuttede, små dyreunger har overtaget, og hvor deres ve og vel er vigtigere end statskassens. I mange år har vi i branchen ment, at vi blot skulle sikre en forståelse for, at det, der ligger på tallerkenen, engang har været et slagtesvin i en betonspaltestald. Min påstand er, at det er forkert.
Når dyrene har fået en så vigtig plads i forbrugernes hjerner, kan det næppe erstattes af kolde fakta om produktionsformer i andre lande eller argumenter med økonomiske betydninger. Vi er ikke et erhverv, der blot sælger mad. Vi passer på de små dyr, som senere skal indgå i vores føde. Derfor skal vi kommunikere i den virkelighed, og der tvivler jeg på, at fakta er det bedste redskab at bruge.
Fremadrettet må vi hellere se på, om vi kan tale til folks følelser - gerne med en nuttethedsfaktor, der sprænger skalaen. Vi skal erkende at de små grise er nuttede og anerkende at forbrugerne ser det som nuttede dyr. Jeg ved, at det strider mod manges rationelle indstilling, men jeg tror, man skal hyle som de ulve, man er iblandt.
