"Lov om Røgfrie miljøer" eller i daglig tale blot "rygeloven" trådte i kraft i august 2007, og det er vel efterhånden gået op for de fleste, at loven ikke kun gælder for værtshuse og offentlige kontorer. Vi husker også alle ramaskriget og underskriftsindsamlingerne mod rygeloven blandt de blodsprængte og nikotingulnede stamkunder på bodegaen i Københavns sydhavnskvarter, men samtidig vil langt de fleste i dag glæde sig over det langt bedre indeklima i restauranter, på arbejdspladserne og i det hele taget hvor mange mennesker er sammen. Og så i øvrigt ikke et ord om hetz mod rygere. Rygelovens formål er som bekendt at "forebygge sundhedsskadelige effekter af passiv rygning og forebygge, at nogen ufrivilligt kan udsættes for passiv rygning".
Det er ikke tilladt at ryge indendørs på følgende steder: (1) arbejdspladser, herunder off-shore anlæg, (2) institutioner og skoler for børn og unge, (3) øvrige uddannelsesinstitutioner, (4) indendørs lokaliteter hvortil offentligheden har adgang, (5) kollektive transportmidler samt taxaer og (6) serveringssteder.