Abonnementsartikel

Kinas bønder er nogle af de allerfattigste i landet og nu også ramt af de voldsomste snestorme i syd og den mindste nedbør i nord gennem 50 år

Nytårsaften i Kina er den vigtigste aften for alle kinesere gennem hele året, hvor familierne samles fra nær og fjern. I år faldt det på den 6. februar, for kineserne følger Månekalenderen, den gamle bondekalender, og nytårsfesten varsler forårets komme.

Men i år var der noget helt galt. På tv så man strandede rejsende i hobetal på stationerne i Sydkina. De kunne ikke komme hjem til slægten. Midt- og Sydkina oplevede sin værste snestorm i over 50 år, nogle steder det sidste århundrede.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De følgende mange dage, så man præsidenten og statsministeren turnere rundt i snemasserne. De trykkede hænder, så på væltede træer, iturevne elkabler, blokerede veje, besøgte kulderystende bønder og spiste sammen med de strandede migrantarbejdere. De kommer også fra landet, men er rejst til byerne for at arbejde i bygge- og anlægsbranchen.

Kinas bønder og migrantarbejdere udgør godt nok størstedelen af Kinas 1,3 milliard store befolkning, men de er samtidig nogle af de allerfattigste.

Bønderne tjener i gennemsnit tre en halv gang mindre end deres landsmænd i byerne, og det store spænd mellem land og by er noget den kinesiske ledelse er blevet meget opmærksom på.

De vil gøre alt for at hindre social uro, og derfor skabte sneen panik også i det øverste Kina.

Snestormens hærgen

Snestormen startede midt i januar og varede godt en måned. Tallene er voldsomme. 129 mennesker blev dræbt, 1,7 millioner evakueret og 480.000 hjem ødelagt. 10 procent af Kinas skove er ødelagt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ni procent af landbrugsjorden eller 13,5 millioner hektar med rapsfrø, grøntsager, frugttræer og hvede er ramt. Omkring 70 millioner husdyr blev dræbt. Langt størstedelen er kyllinger og ænder, men også fire millioner grise omkom.

Det har skabt mangelsituationer. Fødevarepriserne er steget og dermed også den generelle inflation, som mange mener, vil toppe i marts, inden situationen normaliseres igen. Mange på landet er ekstra hårdt ramt, da fødevarepriserne er steget, mens deres egne afgrøder er ødelagte.

I disse dage svarer den kinesiske ledelse igen med at sætte 30 procent flere penge af på næste års budget til landbruget. De skal bruges til direkte tilskud, til at øge produktiviteten og på uddannelse og sundhed.

Konkret vil Kina øge den garanterede mindstepris på korn og forsøge at stabilisere prisen på kunstgødning, der er steget med 60 procent det sidste halve år.

Tørken i nord

I Nordkina har det til gengæld næsten ikke regnet de sidste to måneder. Kun 1,8 mm er det blevet til, det laveste i 55 år. Over 11 millioner hektar landbrugsjord er ramt af tørken, mens 2,43 millioner mennesker og 1,9 millioner husdyr mangler vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så det er ikke udfordringer, Kinas ledelse og bønder mangler. Naturkatastrofer er ikke at spøge med, slet ikke når den rammer de fattigste og på årets vigtigste højtid.