Der er lørdag udbrudt brand i tørreriet på Nakskov Sukkerfabrik. Branden er opstået i en større bunke roepulp, der er et restprodukt fra sukkerproduktionen.

Det skriver TV2 Øst

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge mediet blev Lolland-Falster Brandvæsen alarmeret klokken 12.24, efter medarbejdere på fabrikken havde bemærket røg i tørreriet og en kraftig lugt af brand.

Indsatsleder Lars Krygermeier fra Lolland-Falster Brandvæsen fortæller til TV2 Øst, at der er sket en kemisk reaktion inde i bunken med roepulp, som har fået materialet til at selvantænde.

Bunken er omkring 300 kubikmeter stor, og brandvæsnet arbejder på at komme ind til den ulmende kerne. To gummigeder er sat ind for løbende at køre roepulpen ud af lagerhallen.

Otte brandfolk og en indsatsleder deltager i slukningsarbejdet. Ifølge TV2 Øst er ingen personer kommet til skade, og branden udgør ikke nogen fare for området omkring fabrikken.