Danish Crown har netop offentliggjort, at et centralt element i koncernens nye ejermodel er trådt i kraft fra 1. oktober. Det indebærer, at andelsejere hos Danish Crown kan handle med deres leveringsrettigheder.
Fra 1. oktober må andelsejere hos Danish Crown købe nye leveringsrettigheder eller sælge dem, de har.
I praksis foregår det gennem Danish Crowns ejerportal.
Leverandører får tilsendt et link fra Pork Ejerservice på mail, og så kan man oprette en bruger på Ejerportalen, og man kan derefter sætte sine leveringsrettigheder til salg eller købe nye - og det er det eneste sted, handlen kan foregå.
- Når du handler med dine leveringsrettigheder, fungerer det helt ligesom, hvis du skulle leje eller handle en stald. Danish Crown blander sig ikke i selve forhandlingen af pris og vilkår, men skal dog godkende aftalen i sidste ende, fremgår det af slagterikoncernens vejledning til den nye mulighed.
En leveringsrettighed
En leveringsrettighed svarer ifølge Danish Crown til retten og pligten til at levere én slagtegris til Danish Crown.
- Retten betyder, at du har ret til at levere ét dyr pr. rettighed pr. regnskabsår. Pligten betyder omvendt, at du samtidig har pligt til at levere dette dyr inden for de rammer og variationer, der gælder for kategorien, fremgår det af vilkårene.
Det vil ifølge slagteriet sige, at en griseproducent, der eksempelvis leverer 20.000 slagtegrise om året til Danish Crowns slagterier, skal have 20.000 leveringsrettigheder. Og hvis leverandøren ønsker at øge sin produktion og levere 25.000 grise om året, er det således nødvendigt at købe yderligere 5.000 leveringsrettigheder. Omvendt kan overskydende leveringsrettigheder sælges, hvis produktionen reduceres.
Specialproduktion
Danish Crown gør dog opmærksom på, at specialproduktioner ikke følger med, når en leveringsrettighed sælges.
- Leveringsrettigheder og specialkontrakter er to forskellige ting. Du skal kontakte Pork Ejerservice, hvis du vil købe eller sælge specialproduktioner, oplyser Danish Crown.
Kapital følger med
Danish Crown gør ligeledes opmærksom på, at når en leveringsrettighed skifter ejer, følger både de akkumulerede leverede kilo og den tilhørende kapitalandel med.
- Kapitalandelen opbygges gennem de kilo, der leveres på leveringsrettigheden. Derfor kan leveringsrettighed og kapitalandel ikke sælges eller overdrages hver for sig, fremgår det.
Andre end andelshavere
Det er også muligt at sælge leveringsrettigheder til griseproducenter, der ikke er andelsejere hos Danish Crown.
- Hvis landmanden, der køber dine leveringsrettigheder, ikke er andelsejer i Danish Crown, skal du dog kontakte Pork Ejerservice. Køber skal nemlig godkendes som ny andelsejer i Danish Crown, gør Danish Crown opmærksom på.
Skat
Leveringsrettigheder beskattes efter principperne om avancebeskatning. Det betyder, at du ikke beskattes løbende af at eje leveringsrettigheder, men først ved en eventuel gevinst ved salg.
Leveringsrettigheder vil desuden indgå som et aktiv i virksomhedens regnskab på samme måde som andre aktiver.

