Tidligt såede afgrøder har i begyndelsen af oktober mange steder nået tre-fire blade, mens vintersæd sået omkring 20. september spirer godt frem. Det betyder samtidig, at behovet for efterårsbehandling varierer betydeligt fra mark til mark.
Ifølge Velas har det hidtil været for varmt til behandling med Boxer og Adimax. Hvis valget står mellem at vente på vejr, der egner sig til Boxer, eller at få behandlet rettidigt med DFF eller Mateno Duo, anbefaler rådgivningsvirksomheden at vælge den rettidige behandling og derefter følge op med Boxer senere i oktober. Ellers risikerer effekten mod bredbladet ukrudt at blive for lav.
Anbefalingerne er desuden beskrevet i rådgivningsvirksomhedens nyhedsbrev Afgrødenyt, der giver råd og tip til aktuelle behandlinger i marken.
For behandling med Boxer anbefaler Velas, at døgnets middeltemperatur er under 15 grader, mens temperaturen midt på dagen skal være under 18 grader. De temperaturforhold bør også gælde i tre-fire døgn efter sprøjtningen.
Baggrunden er blandt andet risikoen for fordampning. Ifølge Velas viser nyere forskning, at vind og temperaturer over 15 grader ved behandlingen og i dagene efter kan medføre en fordampning på op mod 65 procent af den udbragte prosulfocarb.
Derfor anbefaler rådgivningsvirksomheden blandt andet 200-250 liter vand pr. hektar, store dråber, en kørehastighed på seks-otte kilometer i timen og en bomhøjde på maksimalt 50 centimeter.
Desuden anbefaler Velas, at der bliver anvendt 90 procent afdriftsreducerende luftinjektionsdyser, og at sprøjtningen bør foregå om aftenen eller natten frem for om morgenen. Vindhastigheden bør være højst to-fire meter i sekundet, og vindretningen skal være væk fra følsomme arealer.
Tidligt såede marker skal følges op
I tidligt såede marker, der allerede er behandlet med DFF eller Mateno Duo, lyder anbefalingen at følge op med Boxer, så snart vejret tillader det. Vinterbyg samt marker med meget græsukrudt bør have første prioritet.
Velas angiver 1,0-3,0 liter Boxer pr. hektar, hvor den højeste dosis er relevant ved meget græsukrudt eller stort ukrudt. I vinterbyg og rug skal der være mindst ti dage mellem behandling med Mateno Duo og Boxer på grund af risiko for svidninger og afgrødeskader. Har græsukrudtet mere end halvandet blad, kan 0,2 liter Topik og 0,5 liter Renol pr. hektar tilsættes Boxer i vinterhvede, rug og triticale.
I normalt sået vintersæd, hvor ukrudtet endnu ikke er bekæmpet, anbefales behandling med DFF eller Mateno Duo, så snart sprøjtesporene kan anes, efterfulgt af Boxer, når temperaturen falder.
Mod almindeligt tokimbladet ukrudt nævner Velas 0,1 liter DFF pr. hektar i al vintersæd. På arealer med blandt andet mange valmuer, storkenæb, kornblomst, spildraps, væselhale eller rajgræs er Mateno Duo at foretrække. I vinterhvede og triticale er anbefalingen 0,4-0,7 liter pr. hektar, mens doseringen i vinterbyg og vinterrug er 0,35 liter.
Vent på Boxer-vejr
I de sent såede marker, der først spirer frem i den kommende tid, anbefaler Velas derimod at vente med ukrudtsbekæmpelsen, til vejret egner sig til Boxer.
Den bedste effekt opnås ifølge rådgivningsvirksomheden, når behandlingen foretages, så snart sprøjtesporene kan anes, svarende til vækststadium 10.
Mod almindeligt bredbladet ukrudt og småt græsukrudt kan der anvendes 0,1 liter DFF sammen med 1,0 liter Boxer pr. hektar. I vinterbyg og vinterrug er der dog risiko for svidning ved blandingen, særligt på let jord og ved højere DFF-doser. Her anbefales det at køre DFF først og følge op med Boxer en-to dage senere.
I vinterhvede og triticale kan Boxer blandes med Mateno Duo. En sådan blanding giver ifølge Velas bedre effekt mod væselhale, rajgræs og agerrævehale end behandlingerne hver for sig. For eksempel kan du anvende 0,5-0,7 liter Mateno Duo sammen med 1,0-2,0 liter Boxer pr. hektar. De højeste doser anbefales ved forekomst af agerrævehale, italiensk rajgræs, almindelig rajgræs eller væselhale.
Pico og Fenix er alternativer
Hvis DFF eller Mateno Duo ikke er på lager, peger Velas på Pico 750 WG og Fenix som alternativer.
Mod almindeligt tokimbladet ukrudt kan 25-35 gram Pico 750 WG pr. hektar anvendes i vækststadium 11-12. På arealer med valmue, storkenæb og kornblomst foretrækkes Fenix med 0,42-0,58 liter pr. hektar. Den bedste effekt opnås i vækststadium 10-11.
Velas gør samtidig opmærksom på, at Fenix købt dette efterår ikke nødvendigvis har godkendelsen i vintersæd stående på dunkens etikette. Derfor skal den nye etikette udskrives og opbevares sammen med produktet. Afgroedenyt-nr-32-2026 (1)
Hold øje med mangan og bladlus
Behandlingerne i efteråret handler ikke kun om ukrudt. Velas ser begyndende manganmangel flere steder, især i vinterbyg sået i første halvdel af september.
Ved behov anbefales behandling, når afgrøden har tre-fire blade. Da mangan bevæger sig meget lidt i planten, er flere behandlinger ifølge Velas bedre end at hæve dosis. Der anbefales intervaller på 10-14 dage, indtil afgrøden er i god vækst. Ved behov tilføres omkring 400 gram mangan pr. hektar.
Samtidig bør der holdes øje med bladlus i vintersæd sået frem til cirka 20.-25. september. Bladlus kan overføre havrerødsot, og Velas finder relativt let bladlus i marker sået i første halvdel af september - flere steder omkring bekæmpelsestærsklen.
Bekæmpelse anbefales, når der findes bladlus på mere end to-tre procent af planterne og afgrøden har tre-fire blade. Ved behov anbefaler Velas 0,05-0,075 kilo Kaiso Sorbie pr. hektar. I resistente vinterbygsorter er bladlusbekæmpelse ikke nødvendig, mens tærsklen i tolerante sorter er angreb på mere end 15 procent af planterne.
Snegle og bygfluer
Snegle bør især efterses på lerjord, ved lerknolde, langs hegn og skovkanter samt på arealer, hvor der tidligere har været problemer. Ved behov anbefales fire-fem kg sneglekorn pr. hektar og eventuelt en opfølgende behandling, hvis sneglekornene forsvinder, og der fortsat ses gnav.
Endelig opfordrer Velas til at holde øje med bygfluens æg. Hvis der findes æg på cirka halvdelen af planterne, anbefales bekæmpelse, hvor behandlingen skal ske i vækststadium 11-12. Forsøg viser ifølge Velas, at en behandling blot syv dage senere næsten er uden effekt, fordi larven da allerede er kravlet ind i planten.
Her kan bruges 0,15-0,20 kilo Lamdex pr. hektar, som har en godkendelse til mindre anvendelse mod bygfluer i vintersæd om efteråret.

