Abonnementsartikel

Irsk forædlingsvirksomhed lægger sig tæt op ad samarbejdet mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse

Det Danish Crown-ejede selskab, Friland, har taget et stort skridt til også i udlandet at brande sine produkter.

Friland har gennem de seneste år øget eksporten af kød fra både frilands- og økologiske grise, men det er solgt videre på privat label. Det vil sige, at det er den udenlandske aftager, der har forædlet Friland-råvarerne og har sat sit mærke på produkterne i kølemontrerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu har Friland imidlertid lavet aftale med Oliver Carty, der er en familieejet forædlingsvirksomhed i Irland. Produkter, der er fremstillet på basis af Friland-råvarer, får nu også Friland-logo’et på forsiden af pakkerne.

Oliver Carty leverer til alle førende irske supermarkeder, og foreløbig er Friland-brandede produkter inde hos de to største irske supermarkedskæder - blandt andet Tescos supermarkeder på den irske ø.

Yderligere syv produkter på vej

Oliver Carty produktionerne er baseret på enten konventionelt -, frilands - eller økologisk svinekød. For både frilands- og økologi-produkterne henviser Oliver Carty på sin hjemmeside til det danske samarbejde mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse, som også i Irland ses som et ekstra plus i salgsarbejdet.

På hjemmesiden står der således, at ”Standards for all Oliver Carty Organic products (og Free Range products) are set in close co-operation between Friland and the Danish Animal Welfare Society”.

Foreløbig er det tre bacon-produkter, der har fået Friland-logo’et påtrykt, men der er planer om yderligere syv produkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere sikker afsætning

Derfor var det en meget tilfreds Randi Kok, kontorchef i Friland, der på BioFach-messen i Nürnberg kunne præsentere de nye, brandede produkter.

- Det er første gang, vi har fået vores navn på udenlandske produkter. Det har vi arbejdet stærkt på, fordi det giver os mere sikkerhed i afsætningen, siger Randi Kok.

Der er foreløbig tale om en ugentlig afsætning på to til tre ton kød fra økologiske - og frilandsgrise. Det er en mængde, der forventes øget i takt med flere produkter og øget distribution.

En afsætning, der kan brede sig til den anden side af Det Irske Hav, hører også med i afsætnings-strategien. De brandede produkter er nemlig med, når Friland om kort tid deltager på den økologiske messe, Nature Products, i London.