Flexsnegle er ofte en standardløsning, når nye stalde med malkerobotter etableres.
Danske Daltec, der specialiserer sig i udvikling og levering af fodersystemer til tørfodring af grise og fisk, mærker imidlertid en stigende interesse fra kvægproducenter, der efterspørger andre løsninger.
- Tidligere blev der leveret en del wireanlæg til mælkeproducenter i Danmark og landene rundt omkring os. Så faldt efterspørgslen, men nu vokser interessen igen. Vi har faktisk leveret en del anlæg de seneste par år, og interessen ser ud til at fortsætte, fortæller Christian Dall fra Daltec i en pressemeddelelse.
Han er sikker på, at det hænger sammen med staldenes stigende størrelser og kompleksiteten i anlæggene.
- Vores wiresystemer med friktionstræk kan håndtere meget lange foderstrenge uden at ødelægge foderpiller og kan meget nemt køre om hjørner via hjørnehjul. Det er ofte en stor fordel i moderne stalde, og hvor staldsystemerne i løbet af årene er vokset via knopskydning. Flexsneglene er enkle og gode løsninger, hvor foderet skal flyttes fra A til B, men hvis der er mange steder at fylde, og de ikke ligger på en stort set lige linje, så er wireanlæg klart at foretrække både af hensyn til foderet, og at man kan nøjes med ét silosystem, siger han.
Han nævner også, at hvor flexsneglene er nødt til at komme af med foderet, når sneglen kører, så kan wiresystemet køre videre med restfoderet og enten tage det med rundt ved næste opfyldning eller dumpe det i en restesilo.
De systemer, Daltec har leveret i nyere tid, har ofte bare skullet transportere én slags foder til et antal foderautomater i malkerobotterne og ude i stalden.
Men Christian Dall fortæller, at hvis man for eksempel vil have en særlig smagfuld blanding i malkerobotterne og en eller flere andre blandinger ude i de forskellige staldsektioner, så kan det sagtens klares i ét anlæg.
- Det kalder vi portionsfodring indenfor grise- og fiskesektoren. Princippet er ganske enkelt, at når én specifik automat kalder på opfyldning, så henter wiresystemet den aktuelle fodertype i den relevante silo og afleverer det i den pågældende automat, siger han.


